Tarm Udviklingsforum

Årsberetning 2022

Udgivet den 29. marts 2022


Vi havde sidst en slags ordinær generalforsamling i TUF i oktober 2021, da Danmark åbnede op igen efter Corona. Vi havde da ikke afholdt GF siden marts 2019. I vedtægterne står der, at vi skal holde GF inden udgangen af marts, så nu skal vi i vante gænge igen.

Jeg var for kort tid siden til generalforsamling i Skjern Udviklingsforum, som blev afholdt i Hydra Grenes kantine. Inden generalforsamlingen fortalte direktør Henrik Sillesen, der som bekendt bor i Tarm, om firmaets start, udvikling, produkter og efterfølgende viste han rundt i en del af virksomheden. Det var meget spændende at høre om firmaet og se det indefra. Det er 3. gang, der afholdes GF på denne måde.

Den model kan vi godt lide, så til næste år vil vi i Tarm afholde GF i kantinen hos VM Tarm, hvor direktør Holger Lauritsen vil orientere om virksomheden. Det bliver den 28. marts 2023.

Vi kunne så efterhånden komme rundt i Tarms virksomheder, som har plads og lyst til at vise deres virksomheder frem.

Jeg vil i det følgende orientere om nogle af aktiviteterne siden sidst, og de forskellige arbejdsgrupper vil, som det er sædvane, efterfølgende fortælle om deres aktiviteter.

STOREGADE:

Der er nu plantet ca 4500 stauder og lagt 7000 forårsblomstrende løg i de mange bede. Løgene skyder lige nu på livet løs.

Vi har aftalt med kommunen, at de renholder bedene, og at vi selv klipper de visnede blomsterstande ned i det tidlige forår. Det afklippede materiale skal blive liggende i bedene og tjene som gødning for planterne. Hvis der fremover er nogen med grønne fingre, modtager vi gerne hjælpere.

Som nævnt blev de gamle nedslidte flag, vimpler og flagstænger udskiftet til nye og står med vimpler fra april til november. Der flages som vanligt ved festlige lejligheder.

KULTURTAGENE:

Stormen Malik blæste det gule tag i stykker. Jeg blev kontaktet kl 05.30 af politiet og kommunens vintertjeneste, som bad mig få styr på det blafrende gule sejl, som generede trafikken, da de mente, at tagene var vores

Med Anders Uhrenholts hjælp fik vi det pillet ned.

Vi har nu fået et overslag på reparationen på ca. 50.000 kr + moms idet overliggeren også skal udskiftes.

Vi har ikke 50.000 kr. og der er ingen forsikring, der dækker. I øvrigt ved man ikke, hvem der ejer tagene, da den forening, som etablerede tagene, er nedlagt.

Vi arbejder med kommunen om at finde en løsning. Tagene står på kommunens grund, og det er ligeledes kommunen, som har betalt for dem.

Der skal findes en fælles løsning for Tarm og Skjern.

GALSCHIØTTS MASKE:

Der er nogen, der har spurgt om, hvor masken, som hang på gavlen ved Apoteker Rasmussens Plads, er blevet af.

Det korte svar er, at den har ejeren af ejendommen fjernet fra gavlen og stillet på sit lager. Byen kan først få den tilbage, når vi har betalt ham 20.000 kr. da han påstår, at det er masken, som har ødelagt muren, og at der skulle findes et dokument underskrevet af Kunstforum 6880s stiftere, som forpligter foreningen til at udbedre skader forårsaget af skulpturen. Dette bestrides dog af stifterne, og byggesagkyndige siger, at skaderne skyldes, at de anvendte mursten er kendte for at skalle af, og det altså IKKE er masken, som er skyld i murens forfald. I øvrigt var det ikke kun omkring masken muren var forfalden, og nævnte dokument er aldrig blevet fremvist!

Der har været flere kontakter til ejeren uden effekt, og politiet oplyser, at de ikke kan gribe ind, og at der skal anlægges civilt søgsmål.

Kommunen har betalt en del af masken og for transporten til Tarm. Vi har aftalt, at de tager kontakt til ejeren.

VELKOMSTAMBASSADØRER:

TUF har jo efter anmodning fra den tidligere ambassadør overtaget ordningen, og vi er 4, som på skift besøger nye tilflyttere, bydervelkommen og afleverer en taske med forskellige gaver fra handlende, klubber, Handelsforeningen mm. Det er hyggeligt, og vi kunne godt bruge et par stykker mere.

De sidste 6 måneder er der kommet ca. 40 nye tilflyttere til Tarm

HELHEDSPLANER:

Vi er nu nået halvvejs igennem arbejdet.

Der kom rigtig mange gode forslag fra de 150 fremmødte ved kick-off mødet i Tarm Idrætscenter og ca. 100 forslag i Idegeneratoren på hjemmesiden samt ved de åbne værksteder.

Lokale nøgleaktører har arbejdet videre med forslagene sammen med kommunens folk og får nu hjælp fra by- og landskabsarkitekter.

De foreløbige planer præsenteres ved et borgermøde i Kramp Scenen tirsdag den 24. maj kl 19.00 – 20.30.

SPIRITUS FESTIVAL – Spirits Festival:

I RKSK er vi glade for kystturisterne, men vil også gerne have turister ind i baglandet. Skjern-Tarm er blevet udvalgt til ”indlandsturistområde”, hvor Visit Vesterhavet hjælper os med markedsføring overfor kystturisterne med annonce i deres ”Tá på Tur” folder, hjemmeside mm.  Visit Vesterhavet er et turistsamarbejde mellem RKSK og Varde Kommune. Vi er bl.a. blevet udvalgt fordi vi, foruden naturen i Skjern Å dalen, har Markedsdage i Tarm, som hver uge i sæsonen tiltrækker 5-6000 turister, og fordi vi i et udvalg bestående af Skjern-Tarm folk i nogle måneder har arbejdet med at stable en årligt tilbagevendende spiritus festival på benene.

Spiritus er valgt, fordi vi i kommunen har omkring 10 spiritusrelaterede virksomheder fx Stauning Whisky, Lowlands, rækker Mølle Bryghus, Knaplund m.fl. som vi også gerne vil gøre reklame for

Festivalen foregår torsdag den 11/8 og fredag 12/8 og foregår i år på Remisen i Skjern. Til næste år på Stationen i Tarm.

Der vil være ambassadør-containere fra Stauning Whisky udenfor remisen, og indenfor vil hver producent være repræsenteret med en bod, hvor man kan smage og købe. Der vil ligeledes være professionelle bartendere, som konkurrerer om at lave Årets Spiritz Cocktail, foredrag om forskellige srirituosa, musik og meget mere.

”KLUMMER” Tanker over Åen:

I har måske bemærket, at der hver måned siden november i Ugeposten Skjern-Tarm har været en ”klumme” med titlen Tanker over Åen for at fortælle om de fælles aktiviteter, der er mellem de to byer. Ofte er de skrevet af to forfattere- en fra hver by. Indtil nu har emnerne været: Helhedsplaner, Kulturliv, Det gode Ældreliv, Det kirkelige Liv og Samarbejdet over Åen og To Handelsforeninger Bygger Bro. Klummerne fortsætter året ud.

MELBALLES HAVE:

Ligger fortsat som en smuk park mellem Storegade og markedspladsen.

Team Grå har ønsket at blive aflastet med græsslåningen, og Eigil Carner har lovet at sætte et hold sammen, som kan stå for det.

Der sker desværre af og til hærværk på lamperne. Nytårsaften blev næsten alle lamperne ødelagt, og de er nu repareret for ca. 6000 kr

Som I senere vil kunne se på vores regnskab, ville der have været underskud på driften, hvis regningen var kommet inden regnskabsafslutningen.

Vi skulle gerne have flere medlemmer og meget gerne virksomheder, som batter mere på kontingentsiden. Så gør gerne reklame for TUF til venner og naboer i Tarm.

AFSLUTNINGSVIS vil jeg gerne takke vores mange samarbejdspartnere. Uden dem ville vi ikke kunne få vores forening til at fungere:

Uhrenholt Maskinstation – Tarm Bogtryk – Bruno Green Anlægsgartner – Jakobsen El – Tarm Elværk – Bechs hotel – Landbobanken – LELY

Steen Rosby


Category: Årsberetninger