Tarm Udviklingsforum

Årsberetninger


Årsberetning 2025

Udgivet den 20. marts 2025

Beretningen er som vanligt delt op i to afsnit.
Den jeg er i gang med nu, og efterfølgende vil de enkelte arbejdsgrupper orientere om deres arbejde.
Der sker nu meget i Tarm, når man sådan gør det op. Det gør vi så nu!
Vi har, som vi plejer, udsendt en sommer- og nytårshilsen til medlemmerne. De har også været bragt i Skjern – Tarm Ugeblad.

DET GULE KULTURTAG
Blæste jo for tredje gang i stykker i december 2023.
Vi var så heldige, at Bent Østergaard fra Tage Madsens Fond henvendte sig og tilbød 50.000 kr. til et nyt tag.
I et samarbejde med presenningfirmaet Schanflex i Videbæk har vi fået et nyt tag, hvor der er indlejret en stålwire i presenningåbningen, der vender mod nordvest. Det er der, skaden altid sker.
Det kom til at koste ca. 90.000 kr. og Tage Madsenfonden betalte det hele.
Mange tak for det!!
Dagen efter monteringen kom der igen en storm, og taget har holdt til både den og de efterfølgende storme!

FILMKLUB TARM-SKJERN
Filmklubben på VGT har nu været i gang i et års tid og er blevet en stor succes.
Der blev ved den stiftende generalforsamling nedsat en bestyrelse, som driver filmklubben, og de gør det godt!
Der vises 8 film om foråret og det samme i efteråret.
Der er stort set udsolgt og venteliste til alle filmene

DISCGOLF
Banen besøges af omkring 3-4000 spillere om året, og hvert år i november afholdes der turnering med 60-70 deltagere, så der er der virkelig trængsel på banen. Den er lige blevet opdateret med nye flisebelagte ”teesteder”. Det er er, hvor man kaster fra.

HÆRVÆRK I TARM
Alle 7 lamper i Melballes Have er i februar blevet sparket i stykker. Og det er ikke første gang lamper er ødelagte! Det er naturligvis meldt til politiet. Der er ikke nogen forsikring, som dækker.
Det vil koste ca. 35.000 kr. at erstatte lamperne.
Vi er ved at undersøge mulighederne for at få lamper, der er mere modstandsdygtige overfor hærværk. F.eks. lamper i jordhøjde.
I Forsøgshaven er redskabsskuret brudt op og alle haveredskaberne er stjålet, og der er malet graffiti ved Aktivitetsparken.
Vi har igen i år planlagt møde med SSP og politiet. Det sker i juni.

LUKNING AF BRUGSEN
For nylig blev det meddelt, at Brugsen i Tarm lukker. Det er et stort tab, specielt for de ældre, som bor i midtbyen, og som kan have besvær med at transportere sig til Løvbjerg og ABC.

FÆLLESTAGET PÅ MARKEDSPLADSEN
På Markedspladsen ved toiletterne står der tre faldefærdige små ”hytter”. De bruges af hundeluftere, vandrere, ældre fra Søndermarken og besøgende ved Markedsdagene m.fl.
Vi har sammen med Tarm Handelsforening søgt Realdania projektet Vores Sted om en bygning kaldet Fællestaget som erstatning for de nævnte hytter. Der kommer svar sommeren 2025.
Tarm Handelsforening skal stå for drift og vedligehold

RAKKERHUSET, BUNDSBÆK MØLLE MM.
I forlængelse af debatten i medierne om Rakkerhusets tilstand inviterede Skjern og Tarm Udviklingsfora til et meget velbesøgt debatmøde på Innovest, hvor Ringkøbing Fjord Museer indledningsvis orienterede om deres vedligeholdelses politik.
Der udspandt sig en debat i god ro og orden og de, der ville have ordet fik det. Lars foged var ordstyrer.
Efterfølgende er der dannet en arbejdsgruppe, som vil arbejde med renovering af Bundsbæk Mølle. Kommunen vil sørge for renovering af den store træ boardwalk i området.

STIER I NÆROMRÅDET
Kommunen har i 2024 lavet et helt nyt og meget fint 7,5 km. stisystem i Kommuneskoven i Tarm, som kan bruges hele året.
Her er også adgangen til den meget brugte hundeskov lagt om, så det er lettere at færdes her.
I et samarbejde mellem kommunen, Sundhedscenter Vest og TUF er der officiel åbning af stierne den 30. marts kl. 13.00. Man mødes ved P-pladserne ved Hundeskoven og kunstgræs- fodboldbanen.

”DAMEN”
Dvs. Galschiøts Den Dykkende Dame dykker ikke mere, da der ikke er vand i bassinet!
Vi arbejder sammen med kommunen og arkitekt Bo Christensen om at renovere og gentænke hele området, så der igen kan komme vand i et noget mindre bassin. Der fordamper ca. 75.000 l vand om året fra det nuværende bassin. Damen er jo nærmest blevet Tarms vartegn og besøges sommeren igennem af mange turister.
Renoveringen kan godt komme til at koste 3-400.000 kr.

VGT
Regeringen har jo foreslået at nedlægge HF i 2030 og erstatte uddannelsen med den nye EPX.
Hvis det sker, er der risiko for, at VGT må lukke med alt, hvad det medfører for Tarm.
Der arbejdes ihærdigt i kulissen på at forhindre dette i et samarbejde med lokale politikere, VGTs ledelse og SUF og TUF

MASKEN
Tvillingemasken i kobber af Galschiøt, som har en tvilling i Skjern, har hængt på en mur på Apoteker Rasmussens Plads. Huset er ejet af ANAS Bolig- og Erhvervsudlejning i Skjern. De har, for nogle år siden, f jernet masken og stillet den på deres lager på i forbindelse med en tvist om, at den skulle have ødelagt muren.
De er nu indgået forlig i sagen, og vi har fået skulpturen tilbage og skal finde en anden placering til den. Måske på en mur i Deltapladsen, når den er etableret.

SAMARBEJDE MED SKJERN UDVIKLINGSFORUM
VI arbejder jo sammen med Skjern Udviklingsforum på rigtig mange områder: Helhedsplan, turisme, grundlovsmøder, mobilscene, byforamøder, stier i Skjern Å Dalen og meget mere.
Formændene deltager i hinandens bestyrelsesmøder.
Skjern og Tarm er det største bysamfund i kommunen, og vi er nødt til samlet at gøre opmærksom på os selv, så der også sker kommunal udvikling i den sydlige del af kommunen.

STOREGADE 40/DELTAPLADSEN
I et samarbejde mellem staten, kommunen og Tarm Udviklingsforum er bygningerne nu blevet købt til nedrivning, så vi efterfølgende kan lave det nye store byrum, som forbinder Storegade med de grønne områder Markedspladsen og Biblioteksparken.
Vi afholdt i går den 19.3. er velbesøgt åbent-husarrangement på stedet.
Claus Meiner vil senere orientere om projektet.

BOGEN OM SKJERN OG TARM
Den 8. august 2025 er det 150 år siden Den Jyske Længdebane kom til Tarm og Skjern. Den satte virkelig gang i udviklingen i vores område
Det skal fejres på dagen i Stationen/Pakhuset i Tarm. Mere om det senere.
I den anledning har Skjern- og Tarm Udviklingsfora sammen med Ringkøbing Fjord Museer i et lille år arbejdet på at udgive en flot bog i 1000 eksemplarer om de to byers udvikling. Fortid, nutid og fremtid. Et projekt til ca. 600.000 kr.
Bogen udgives den 3. oktober, og det fejres hos os på Furniture Station og i Skjern på Remissen.

AFSLUTNINGSVIS Vil jeg gerne takke bestyrelsen for et godt, travlt og hyggeligt samarbejde igen i det forløbne år og ligeledes med vores mange lokale samarbejdspartnere.
Uden dem kunne vi ikke få vores forening til at fungere.

Uhrenholt Maskinstation
LELY
Skjern-Tarm Ugeblad
Arkitekt Bo Christensen
Jakobsen El
Bechs Hotel
Landbobanken
Tarm Handelsforening
TV Vestjylland
Olesen Graphic
Bollerup Jensen
VGT

V. Formand Steen Rosby

Årsberetning 2024

Udgivet den 20. marts 2024

Beretningen er som vanligt delt op i to afsnit. Den jeg er i gang med nu, og efterfølgende vil de enkelte arbejdsgrupper orientere om deres arbejde.

Sidste år sagde jeg, at vi i 2022 havde haft den travleste periode med de fleste møder i den tid, jeg har været med i bestyrelsen.

Det er så fortsat i 2023! Der sker nu også meget i Tarm, når man sådan gør det op. Det gør vi så nu!

Vi har, traditionen tro, udsendt en sommerhilsen og en nytårshilsen til medlemmerne, som også har været bragt i Skjern – Tarm Ugeblad.

UDVIDELSE AF TARM RENSEANLÆG

Vi fik jo en tidlig og meget dejlig julegave i november, da Ringkøbing – Skjern Forsyning meddelte, at den store udvidelse af Tarm Renseanlæg med samling af hele kommunens spildevand i Tarm og efterfølgende at udlede det rensede spildevand til Skjern Å er blevet udskudt i 15 – 20 år.

Dvs. at spildevandet fortsat skal renses i de fire renseanlæg i Hvide Sande, Videbæk, Ringkøbing og Tarm.

Det skal desværre efter planen fortsat udledes i Skjern å.

Vi kan så håbe på, at spildevandet til den tid ledes ud i havet.

DET GULE KULTURTAG

Blæste for tredje gang i stykker under stormen Pia lige før jul, og vi måtte igen have hjælp fra Uhrenholt for at få den tøjret og senere fjernet. Det har han gjort uden beregning! Mange tak. Vi har hver gang det er blæst i stykker fået foretaget ændringer i tagkonstruktionen, som skulle forhindre, at tagpresenningen blæste i stykker. Det har dog ikke virket.

Det har efterhånden kostet i omegnen af 100.000 kr. at få udskiftet taget.

Vi er denne gang så heldige, at Bent Østergaard fra Tage Madsens Fond har henvendt sig og tilbudt minimum 50.000 kr. til et nyt tag.

Endvidere har en tidligere Tarm dreng Allan Pagaard fra presenningfirmaet Schanflex i Videbæk henvendt sig med forslag til ændring af befæstigelsen af presenningen mod nordvest med indlejring af stålwire i presenningen.

Vi skal dog så være sikre på, at stålkonstruktion og fundament kan holde til belastningen når det stormer, så hele systemet ikke vælter.

Vi har derfor haft kontakt til dem, som har lavet fundamenter og stålkonstruktionen, som skal stå inde for, at det holder.

Vi venter nu på, at få et tilbud på et nyt tag, og jeg er ret sikker på, at 50.000kr. ikke er nok, så vi skal ud og finde flere penge.

Faktisk har TUF slet ikke aktier i Kulturtagene, men da den arbejdsgruppe, som i sin tid fik dem etableret i Tarm og Skjern, ikke eksisterer mere, henvender både kommunen og politiet sig til os, når der er noget galt, så det er nærmest en tvangsarv!

AKTIVITETSPARK TARM

Efter fem års forarbejde blev Aktivitetsparken fuldt finansieret i slutningen af 2022 med en donation på 1 million kr. fra Nordea fonden, og vi kunne gå i gang med arbejdet i det tidlige forår 2023.

Det har været spændende at følge med i konstruktionen af beton elementerne, hvor alt forarbejdet med forskallinger, ilægning af metalnet mm. er sket på stedet.

Når betonen er er leveret med betonkanoner, er overfladebearbejdning sket med håndkraft. Det er rigtigt håndværk! Det tog cirka en måned for FSR Beton at lave arbejdet. De laver stort set ikke andet end skateranlæg.

Betonfolkene var i øvrigt meget glade for at arbejde i Tarm. De var slet ikke vant til så hurtig at få hjælp fra de lokale underentreprenører, når det var nødvendigt. F.eks. Uhrenholt Maskinstation og Tarm Elværk.

Så snart betonen var tør, tog unge skatere banen i brug.

Aktivitetsparken blev indviet den 27. august af Jesper Lærke til tonerne af Nephews Hjertestarter. Den med ”Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang. Og det gjorde det så! Efterfølgende var der opvisning af professionelle og dygtige lokale skatere, trick konkurrencer mm. samt undervisning af mindre øvede.

Parken er efterfølgende blevet brugt af mange flere end vi havde turdet håbe. Den bliver besøgt af enkeltpersoner, familier, turister, skoleklasser mm.

Janik og Vitus, som er med i den brugergruppe, vi har fået etableret og er lokale skatere, vil efterfølgende fortælle om aktiviteterne i parken. Janik vandt i øvrigt nævnte trickkonkurrence

Der har desværre også været tilfælde af hærværk, støjende unge med knallerter, tuc tucs , dvs. de lukkede kabineknallerter, som har kørt på selve banen og lavet hjulspor, ødelagt beplantning mm.

Vi har derfor fået monteret videoovervågning af området. Det ser er ud som om det har hjulpet.

KUNSTPARK TARM

Vi har jo meget kunst i Tarm og vil gerne have mere. TUF har en arbejdsgruppe bestående af Anne Mette Harkes, Eddy Mortensen og mig selv. Vi arbejder sammen med kommunen om at etablere en kunst- og skulpturpark langs Tarm Bybæk. I første omgang i Biblioteksparken. Kunstparken er en del af kommunens kunststrategi, som blev vedtaget for nylig.

Vi har søgt kommunens kunstråd om penge til indkøb af den første skulptur. Et stort granithjerte af kunstneren Laila Westergaard. Hun har bl.a. været med til at udsmykke Gødstrup Sygehus.

Hvis nogen af jer, eller hvis I kender nogen, som er interesseret i kunst, kunne vi godt bruge et par stykker mere i arbejdsgruppen.

FILMKLUB TARM – SKJERN

Vi har nu fået lavet en filmklub i den eksisterende moderne biograf med 72 sæder i kælderen på VGT i et samarbejde med Skjern Udviklingsforum.

Den 16. januar viste vi den første film ” De Ukuelige”. En kortfilm optaget i vores lokalområde og baseret på virkelige hændelser i Lønborg under 2. verdenskrig. Vi havde regnet med 50 – 60 gæster, men der kom 150, så vi måtte vise filmen to gange. Det var så heldigvis en kortfilm.

Vi holdt stiftende generalforsamling den 8. februar på Bechs Hotel, hvor der også kom dobbelt så mange, som vi havde regnet med.

Der blev valgt en bestyrelse, som i sidste uge har holdt deres første møde. De laver retningslinjer for filmklubbens drift mm.

Det er et stort arbejde. De håber at kunne vise den første film i dette forår.

Det bliver formentlig ”Munken” af Christian Sønderby Jepsen. Han er fra Tarm og har lovet selv at komme og fortælle om tilblivelsen af filmen!

DELTAPLADSEN/STRANDEN

Et af projekterne i Helhedsplanen er at købe Storegade 40, 40A og 40B, som skæmmer bybilledet og har stået tomme længe. Senest har der været genbrugsforretning og stofforretning. Bygningerne skal så fjernes, der skal åbnes op, så man kan se Tarm Bybæk og skabe et nyt grønt og blåt byrum, med en terrasse mod bybækken, som indbyder til ophold og måske servering og forbinder Storegade med Markedspladsen og stierne ud i Ådalen.

Senere kunne man måske også købe Torvegade 1, fjerne den og indlemme grunden i byparken.

Det vil Claus Meiner fortælle om efterfølgende.

SENIOR MUSIKFESTIVAL

En projektgruppe et ved at arrangere en musikfestival ved Seniorgården og Forsøgshaven den 14. 15. og 16. maj i år. Med et spændende program.

Det vil Margit fortælle mere om, om lidt.

DISCGOLF

Banen besøges af omkring 4000 spillere om året. Og det er så kun dem som registrerer deres point på Appen UDisc Disc Golf, så der er faktisk flere.

Hvert år i november afholdes der turnering med 50 – 70 deltagere, og så er der virkelig trængsel på banen.

De har ansøgt kommunen om at få lov til at udvide banen med et ekstra hul ved søen ved Engholmvej.

STIER I NÆROMRÅDET

Et andet projekt i Helhedsplanen er at opgradere og udbygge nogle af stierne i Ådalen.

”Spritruten” blev i 2022 hævet ca. 50 cm og fik ny belægning, så den kan bruges en større del af året. Dog ikke, når der er meget vand i Skjern Å som i vinter.

Ved Skænken Sø, lige før Spritruten drejer mod Kong Hans Bro, vil Naturstyrelsen lave et ”fugleskjul”, så man har mulighed for at betragte det meget rige fugleliv i søen.

Stien på diget langs Tarm Bybæk fra Renseanlægget til Grødepladsen er i vinter blevet renoveret, så den er bredere og mere jævn at færdes på.

Vi håber så på, at kunne retablere trampestien fra Sydøstre Pumpestation til Lønborg. Når det sker, har man en rigtig fin rundtur fra Tarm til Lønborg og retur via stien på nordsiden af diget langs Skjern Å. Vi venter fortsat på svar fra Naturstyrelsen for at få lov til at lave den.

Kommunen har for nylig afsluttet arbejdet med et helt nyt og rigtig fint 7 km. Stisystem i Kommuneskoven i Tarm. Her er også adgangen til stierne i Hundeskoven blevet lagt om, så det er lettere at færdes her.

Der er en officiel indvielse i støbeskeen. I et samarbejde mellem kommunen og TUF.

BYFORAMIDLER

Er de 200.000 kr. som hver af Centerbyerne dvs. Hvide Sande, Videbæk, Ringkøbing, Skjern og Tarm siden 2018 årligt har fået af RKSK til at styrke og udvikle byerne, skabe fællesskab og skabe samfinansiering mellem private og offentlige parter. Vi er udpeget som administrator af pengene til Tarm, og de er blevet anvendt i stort set alle de projekter, der har været i byen siden 2018 f.eks. Mejeriet, Stationen/Pakhuset, Forsøgshaven, Aktivitetsparken, DiscGolf banen, Træer for Livet (den japanske kirsebærallé i Biblioteksparken), udvidelse/ombygning af Tarm Idrætscenter, Storegade 40 projektet og senest Senior Musikfestivalen.

SPIRITZ SPIRITUSFESTIVAL

Skjern og Tarm har i regi af vores fælles turismegruppe under Destination Vesterhavet afholdt spiritusfestivalen på Remisen i Skjern 2022 og 2023, men der har ikke været gæster nok, så den bliver desværre ikke gentaget i 2024.

HÆRVÆRK mm. I TARM OG SKJERN

Vi har i det sidste års tid været vidne til hærværk i begge byer.

I Tarm er toilettet på biblioteket og de offentlige toiletter i midtbyen blevet ødelagt. I Forsøgshaven og ved Markedspladsen er de brudt op.

Biblioteket er nu lukket efter kl. 18. Utilpassede unge har været truende overfor personalet.

I Skjern har der i to omgange været hærværk ved Åbadet og Vandhaverne er blevet overmalet med graffiti.

Skjern og Tarm Udviklingsfora har i sidste uge holdt møde med Allan Østergaard og John Jensen fra SSP samarbejdet om problemerne, og for at høre, om vi kan gøre noget ved dem. John vil informere om arbejdet lige om lidt.

Vi arbejder jo sammen med Skjern Udviklingsforum på rigtig mange områder: helhedsplan, turisme, nærhospital, grundlovsmøder, stier i Skjern Ådal, mobilscene og meget mere. Og formændene deltager i hinandens bestyrelsesmøder.

Skjern og Tarm er det største bysamfund i kommunen, og vi er nødt til samlet at gøre opmærksom på os selv, så der også sker kommunal udvikling i den sydlige del af kommunen.

V. Formand Steen Rosby

Årsberetning 2023

Udgivet den 28. marts 2023

Beretningen er som vanligt delt op i to dele:
Bestyrelsens beretning og herefter orientering fra arbejdsgrupperne:

  • Hold Grøn
  • Furniture Station
  • Grundlovsmøder

Som nævnt på sidste års generalforsamling vil vi forsøge at afholde vores generalforsamlinger hos
de af byens virksomheder, som har plads og lyst til at vise deres virksomheder frem for os, så vi kan
lære dem bedre at kende og få et indblik i deres arbejdsområder.

Vi vil gerne takke VM Tarm og Holger og Knud Lauritsen, nuværende og tidligere ejere/direktører,
fordi vi må være her i aften. For de, som ikke ved det, så har VM givet en betragtelig sum til de nye
blomsterbede i Storegade.

Knud vil indledningsvis fortælle om virksomheden, inden vi går til selve generalforsamlingen.
Vi har i 2022 haft den travleste periode med de fleste møder i den tid, jeg har været med i
bestyrelsen, så beretningen er lang og varer ca. et kvarter.

Vi har udsendt en sommerhilsen og en meget lang nytårshilsen med orientering om vores
aktiviteter til medlemmerne, og de har også været bragt i Skjern – Tarm Ugeblad.

Jeg vil i det følgende omtale de vigtigste arbejdsområder:

UDVIDELSE AF TARM RENSEANLÆG:

Til meget stor overraskelse for stort set alle kom RKSK Forsyning i foråret 2022 med et forslag om,
at samle alt spildevand i Tarm og dermed udvide renseanlægget til dobbelt størrelse sv.t. ca. 30
fodboldbaner. Dette til trods for, at såvel kommune – som spildevandsplan opererer med fire
renseanlæg i henholdsvis Hvide Sande, Videbæk, Ringkøbing og Tarm. Det rensede spildevand skal
herefter ledes ud til laksen i Skjern Å!!

Vi har sammen med naboerne til renseanlægget været meget aktive i protesterne mod udvidelsen
og har i oktober afholdt et meget velbesøgt borgermøde om udvidelsen i Pakhuset. Vi har bl.a.
indsamlet ca. 1100 underskrifter mod udvidelsen. Foruden disse er der i foroffentlighedsfasen
indkommet bemærkninger fra 12 myndigheder, 7 foreninger (bl.a. Dansk Ornitologisk Forening,
Dansk Naturfredningsforening, grundejerforeninger, RS Boligforening, TUF), virksomheder og
borgere, ligesom der har været massiv omtale af projektet i Dagbladet.
Bekymringerne går på lugtgener, sundheds- og miljømæssige problemer, øget
spildevandsudledning i Skjern Å mm. Flere har foreslået, at lægge renseanlægget ved ESØ, hvor der
er langt til større bebyggelser, og hvor der allerede er affaldshåndtering, alternativt at lede
spildevandet ud i Vesterhavet.
RKSK Forsyning har gjort det meget svært for naboerne at få aktindsigt i bestyrelsesreferaterne, da
Forsyningen har påstået, at de var fortrolige, selv om det er et offentlig ejet selskab dvs. i
princippet ejet af os!
Nævnenes Hus, som er en klageinstans for offentlig ejede selskaber, har i to omgange givet
naboerne ret til at få indsigt i referaterne.
Rigtig mange har kritiseret Forsyningens lukkethed.
Byrådet har på mødet i sidste uge vedtaget, at der fortsættes med projektet! Dog skal en del af
indsigelserne undersøges og evt. indarbejdes, så nu må vi se, hvad der sker.
Vi fortsætter modstanden.

HELHEDSPLAN SKJERN-TARM:

Helhedsplanen blev i november 2022 vedtaget af byrådet og det på trods for, at Lars og jeg
fremlagde det for byrådet!
Det er en meget flot helhedsplan på 171 sider som kan ses på: www.skjernudviklingsforum.dk
Helhedsplanen er udviklet på baggrund af ca. 60 forslag fra borgere i Skjern, Tarm og omegnen.
Forslagene er blevet bearbejdet af en gruppe af lokale nøgleaktører (borgere) og faglige
nøgleaktører fra forskellige afdelinger i kommunen for at sikre et højt fagligt niveau. De 60
indkomne forslag er blevet bearbejdet, så der nu er 20, der kan arbejdes videre med.
Den 25. april kl. 19-21 er der Klar -Sl -start møde på Innovest, hvor der skal nedsættes
arbejdsgrupper, som skal føre forslagene ud i livet.
Det annonceres i Ugebladet og på vores respektive hjemmesider, samt FB.
Tanken med en helhedsplan er, at den skal understøtte eksisterende tanker og ideer samt styrke
igangværende og kommende udviklingsprojekter. Den skal samtidig sikre at projekterne trækker i
samme retning.
Det er vigtigt at understrege, at helhedsplanen er et dynamisk værktøj, som kan ændres hen ad
vejen.
Selvom helhedsplanen er vedtaget af kommunen, følger der ikke automatisk penge med, men
erfaringerne fra andre helhedsplaner viser, at det er lettere at få gennemført projekter, når de er
en del af en helhedsplan.

NÆRHOSPITAL:

For 2 uger siden besluttede et enstemmigt Social- og Sundhedsudvalg at indstille til byrådet, at det
kommende nærhospital skal ligge i Tarm.
Oprindeligt meddelte regeringen, at det skulle ligge her i byen. I kommunen har der været kræfter,
som gerne ville have hospitalet til Ringkøbing, ligesom der har været en ”afstemning” i Dagbladet.
Både SUF og TUF har været meget aktive i bestræbelserne på at få hospitalet til Tarm. Vi har
skrevet til politikerne og argumenteret for, hvorfor det skulle ligge i Tarm og har haft møder med
borgmesteren, formanden for social- og sundhedsudvalget samt administrationen.
Et nærhospital er jo ikke et hospital med sengepladser, men en stor klinik, som bl.a. skal servicere
borgere med kroniske lidelser som KOL, sukkersyge, kredsløbssygdomme, tage røntgen og
blodprøver mm.
Den store undersøgelse ”Hvordan Har Du Det?” har kortlagt sygeligheden i RKSK, og det viser sig,
at det er i den sydlige del af kommunen, at der er flest ældre borgere med de nævnte sygdomme.
Endvidere har borgere bosat i den nordlige del af kommunen nemmere adgang Sl nærhospitalet i
Holstebro. Så der er god grund Sl, at det skal ligge i Tarm.
Lars Foged har med sin store indsigt de sundhedsmæssige aspekter i kommunen virkelig trukket
det store læs i denne sag.
Nu afventer vi med spænding på Regionens afgørelse, men regner bestemt med, at de giver grønt
lys.
SIDSTE: I lørdags forlød det, at sundhedsministeren har udskudt arbejdet med nærhospitalerne Sl
Sundhedsstruktur Kommissionen har afsluttet deres arbejde. Formentlig i 2024!
Netop i dag har statsministeren og Lars Lykke (som tidligere sundhedsminister) på et pressemøde
orienteret om det.
Det er vel egentlig meget fornuftigt at se nærhospitalerne i en større sammenhæng.

AKTIVITETSPARK TARM:

Arbejdet med det udendørs skateanlæg på den gamle posthusgrund på Stationsvej har været i
gang i nogle uger, og man kan nu få en fornemmelse af, hvordan det kommer Sl at se ud, efter
jordarbejdet er lavet, og vi er gået i gang med at støbe.
Vi har arbejdet med projektet siden 2019, og det blev endeligt finansieret i december sidste år
med en donation fra Nordea-fonden på 1 million og et tilskud fra Byforamidlerne.
Anlægget er tegnet og projekteret af firmaet Glifberg & Lykke. Rune Glifberg er verdenskendt
skater med flere verdensmesterskaber og repræsenterede Danmark ved OL i Tokyo.
Vi regner med indvielse lige inden eller efter sommerferien.

KUNSTFORUM 6880:

Gunnar Thorup og Magnus Kolby har siden 2012 skaffet mange fine skulpturer til Tarm.
De bad for et par år siden TUF om at føre deres arbejde videre.
Vi har lavet en kunstgruppe bestående af de lokale kunstnere Anne Mette Harkes, Thomas P.
Andersen samt Eddy Mortensen, Karsten Jensen og jeg. Vi har afholdt et velbesøgt
informationsmøde i januar i Tarm Idrætscenter.
Anne Mette havde i øvrigt nogle meget flotte skulpturer ved Vinterlys Festivalen for nylig i Skjern.
Festivalen blev set af 25000 gæster og var meget imponerende.
Vi er nu sammen med RKSK i gang med at etablere en kunst-skulptursti langs Tarm Bybæk. I første
omgang i biblioteksparken.
Stien er i øvrigt en del af Helhedsplanen
Vi er ved at søge forskellige kunstfonde om midler til indkøb af kunstværker.

”SPIRITZ” SPIRITUSFESTIVAL:

Skjern og Tarm afholdt i regi af vores fælles turismegruppe i samarbejde med Destination
Vesterhavet i august 2022 spiritusfestivalen ”Spiritz” på Remisen i Skjern. Formålet med fesSvalen
er at trække turister fra kysten ind Sl vores område og samSdig promovere de mange drikkevare producenter i kommunen.
Det var en meget flot fesSval med deltagelse af 14 lokale producenter af spiritus, øl, vin, saN mm.
Der var foredrag om spiritus, cocktailkonkurrencer lavet på lokale råvarer, cocktail-walk rundt i
Skjern mm.
Festivalen fik stor omtale i madmagasinet Gastro og blev præmieret med ”Årets gode
turismeinitiativ 2022” og 10.000 kr.
Med nogle ændringer er det planen, at det skal være en årligt tilbagevendende begivenhed.
Det skulle skiftevis afholdes på Remisen i Skjern og Furniture Staston i Tarm, men der er ikke plads
nok på stationen, så det bliver fremover på Remisen.
I år er det 29.-30. september. Støt meget gerne op.

MEGATON:

Vi har ligesom mange af jer deltaget i informationsaftenen om den måske kommende store
energipark Megaton øst for Tarm. Lige nu er planerne kun på tegnebrættet, men vi holder
naturligvis et vågent øje med projektet.
SIDSTE: I fredags aftalte de danske og tyske regeringer, at man ville etablere brintrørledningen
gennem Jylland og videre ned gennem Tyskland.
Rørledningen er forudsætningen for, at man kan lave den nævnte Power to X fabrik i energiparken
og sende brinten til aftagerne i Europa.

BYFORAMIDLER:

Byforamidler er de 200.000 kr. som de 5 centerbyer årligt får til at støtte frivilligt arbejde i byerne.
Vi har i 2022 tildelt 200.000 kr. til udskiftning af plastvinduer i Mejeriet, 140.000 kr. til
Aktivitetspark Tarm, som så var fuldt finansieret og 100.000 kr. til Team Grå til betonbænk i
Forsøgshaven

SAMARBEJDE:

Vi arbejder efterhånden rigtig meget sammen med Skjern på mange områder:
Helhedsplan, turisme, nærhospital, grundlovsmøder, kunstprojekter, mobilscene, Spiritz mm.
Formændene for SUF og TUF deltager også i hinandens bestyrelsesmøder.
Vi er samlet set det største bysamfund i kommunen.
Vi deltager endvidere i sammenslutningen af centerbyer-byfora sammen med de andre centerbyer.
Skjern, Hvide Sande, Videbæk og Ringkøbing.
Vi har sammen deltaget i en temadag om centerbyernes udvikling med deltagelse af byrådet,
Landdistriktsrådet, Handelsrådet og kommunens administraSon, ligesom vi i december deltog i
møde med Teknik- og Miljøudvalget for at komme med indspark om Mobilitets- Natur og
Resourcepolitikkerne.
Og så var vi med på VGTs innovationsdage i januar i år. De omhandlede mulighederne for at give
flere tilbud og muligheder Sl de unge i vores område. Der kom rigtig mange interessante forslag.
Jeg synes godt, at vi kan være stolte af vores by!
Tænk bare på hvad vi har fået bygget op ved frivilligt arbejde:
Stationen/Pakhuset som fra næsten en ruin, snart står smukt og autentisk med mange aktiviteter:
streetfood, halloween, julemarkeder, borgermøder mm
Mejeriet har foruden 15-20 årlige koncerter, foredrag, udsstllinger mm. også Tryllestaven, Escape
Room, keramikværksted og kulturskolen.
Forsøgshaven er blevet meget flot renoveret af Team Grå, så den kan bruges og bliver brugt hele
året.
DiscGolf banen i Biblioteksparken besøges hvert år af ca. 3000 spillere, og den første turnering blev
afholdt i efteråret 2022.
Den japanske kirsebærallé nåede lige at blomstre efter den blev tilplantet i foråret 2022.
Aktivitetspark Tarm, som når den er færdig, fuldender indtrykket af Tarm som en aktiv by, når man
kommer til byen med tog.

AFSLUTNINGSVIS vil jeg gerne takke vores mange lokale samarbejdspartnere. Uden dem kunne vi
ikke få vores forening til at fungere.
Uhrenholt MaskinstaSon – VM Tarm – Tarm Bogtryk – Bruno Green – Jakobsen El – Tarm Elværk – Bechs Hotel – Landbobanken – LELY – Tarm Handelsforening – Idrætscentret i Tarm

Pbv. Steen Rosby

Årsberetning 2022

Udgivet den 29. marts 2022

Vi havde sidst en slags ordinær generalforsamling i TUF i oktober 2021, da Danmark åbnede op igen efter Corona. Vi havde da ikke afholdt GF siden marts 2019. I vedtægterne står der, at vi skal holde GF inden udgangen af marts, så nu skal vi i vante gænge igen.

Jeg var for kort tid siden til generalforsamling i Skjern Udviklingsforum, som blev afholdt i Hydra Grenes kantine. Inden generalforsamlingen fortalte direktør Henrik Sillesen, der som bekendt bor i Tarm, om firmaets start, udvikling, produkter og efterfølgende viste han rundt i en del af virksomheden. Det var meget spændende at høre om firmaet og se det indefra. Det er 3. gang, der afholdes GF på denne måde.

Den model kan vi godt lide, så til næste år vil vi i Tarm afholde GF i kantinen hos VM Tarm, hvor direktør Holger Lauritsen vil orientere om virksomheden. Det bliver den 28. marts 2023.

Vi kunne så efterhånden komme rundt i Tarms virksomheder, som har plads og lyst til at vise deres virksomheder frem.

Jeg vil i det følgende orientere om nogle af aktiviteterne siden sidst, og de forskellige arbejdsgrupper vil, som det er sædvane, efterfølgende fortælle om deres aktiviteter.

STOREGADE:

Der er nu plantet ca 4500 stauder og lagt 7000 forårsblomstrende løg i de mange bede. Løgene skyder lige nu på livet løs.

Vi har aftalt med kommunen, at de renholder bedene, og at vi selv klipper de visnede blomsterstande ned i det tidlige forår. Det afklippede materiale skal blive liggende i bedene og tjene som gødning for planterne. Hvis der fremover er nogen med grønne fingre, modtager vi gerne hjælpere.

Som nævnt blev de gamle nedslidte flag, vimpler og flagstænger udskiftet til nye og står med vimpler fra april til november. Der flages som vanligt ved festlige lejligheder.

KULTURTAGENE:

Stormen Malik blæste det gule tag i stykker. Jeg blev kontaktet kl 05.30 af politiet og kommunens vintertjeneste, som bad mig få styr på det blafrende gule sejl, som generede trafikken, da de mente, at tagene var vores

Med Anders Uhrenholts hjælp fik vi det pillet ned.

Vi har nu fået et overslag på reparationen på ca. 50.000 kr + moms idet overliggeren også skal udskiftes.

Vi har ikke 50.000 kr. og der er ingen forsikring, der dækker. I øvrigt ved man ikke, hvem der ejer tagene, da den forening, som etablerede tagene, er nedlagt.

Vi arbejder med kommunen om at finde en løsning. Tagene står på kommunens grund, og det er ligeledes kommunen, som har betalt for dem.

Der skal findes en fælles løsning for Tarm og Skjern.

GALSCHIØTTS MASKE:

Der er nogen, der har spurgt om, hvor masken, som hang på gavlen ved Apoteker Rasmussens Plads, er blevet af.

Det korte svar er, at den har ejeren af ejendommen fjernet fra gavlen og stillet på sit lager. Byen kan først få den tilbage, når vi har betalt ham 20.000 kr. da han påstår, at det er masken, som har ødelagt muren, og at der skulle findes et dokument underskrevet af Kunstforum 6880s stiftere, som forpligter foreningen til at udbedre skader forårsaget af skulpturen. Dette bestrides dog af stifterne, og byggesagkyndige siger, at skaderne skyldes, at de anvendte mursten er kendte for at skalle af, og det altså IKKE er masken, som er skyld i murens forfald. I øvrigt var det ikke kun omkring masken muren var forfalden, og nævnte dokument er aldrig blevet fremvist!

Der har været flere kontakter til ejeren uden effekt, og politiet oplyser, at de ikke kan gribe ind, og at der skal anlægges civilt søgsmål.

Kommunen har betalt en del af masken og for transporten til Tarm. Vi har aftalt, at de tager kontakt til ejeren.

VELKOMSTAMBASSADØRER:

TUF har jo efter anmodning fra den tidligere ambassadør overtaget ordningen, og vi er 4, som på skift besøger nye tilflyttere, bydervelkommen og afleverer en taske med forskellige gaver fra handlende, klubber, Handelsforeningen mm. Det er hyggeligt, og vi kunne godt bruge et par stykker mere.

De sidste 6 måneder er der kommet ca. 40 nye tilflyttere til Tarm

HELHEDSPLANER:

Vi er nu nået halvvejs igennem arbejdet.

Der kom rigtig mange gode forslag fra de 150 fremmødte ved kick-off mødet i Tarm Idrætscenter og ca. 100 forslag i Idegeneratoren på hjemmesiden samt ved de åbne værksteder.

Lokale nøgleaktører har arbejdet videre med forslagene sammen med kommunens folk og får nu hjælp fra by- og landskabsarkitekter.

De foreløbige planer præsenteres ved et borgermøde i Kramp Scenen tirsdag den 24. maj kl 19.00 – 20.30.

SPIRITUS FESTIVAL – Spirits Festival:

I RKSK er vi glade for kystturisterne, men vil også gerne have turister ind i baglandet. Skjern-Tarm er blevet udvalgt til ”indlandsturistområde”, hvor Visit Vesterhavet hjælper os med markedsføring overfor kystturisterne med annonce i deres ”Tá på Tur” folder, hjemmeside mm.  Visit Vesterhavet er et turistsamarbejde mellem RKSK og Varde Kommune. Vi er bl.a. blevet udvalgt fordi vi, foruden naturen i Skjern Å dalen, har Markedsdage i Tarm, som hver uge i sæsonen tiltrækker 5-6000 turister, og fordi vi i et udvalg bestående af Skjern-Tarm folk i nogle måneder har arbejdet med at stable en årligt tilbagevendende spiritus festival på benene.

Spiritus er valgt, fordi vi i kommunen har omkring 10 spiritusrelaterede virksomheder fx Stauning Whisky, Lowlands, rækker Mølle Bryghus, Knaplund m.fl. som vi også gerne vil gøre reklame for

Festivalen foregår torsdag den 11/8 og fredag 12/8 og foregår i år på Remisen i Skjern. Til næste år på Stationen i Tarm.

Der vil være ambassadør-containere fra Stauning Whisky udenfor remisen, og indenfor vil hver producent være repræsenteret med en bod, hvor man kan smage og købe. Der vil ligeledes være professionelle bartendere, som konkurrerer om at lave Årets Spiritz Cocktail, foredrag om forskellige srirituosa, musik og meget mere.

”KLUMMER” Tanker over Åen:

I har måske bemærket, at der hver måned siden november i Ugeposten Skjern-Tarm har været en ”klumme” med titlen Tanker over Åen for at fortælle om de fælles aktiviteter, der er mellem de to byer. Ofte er de skrevet af to forfattere- en fra hver by. Indtil nu har emnerne været: Helhedsplaner, Kulturliv, Det gode Ældreliv, Det kirkelige Liv og Samarbejdet over Åen og To Handelsforeninger Bygger Bro. Klummerne fortsætter året ud.

MELBALLES HAVE:

Ligger fortsat som en smuk park mellem Storegade og markedspladsen.

Team Grå har ønsket at blive aflastet med græsslåningen, og Eigil Carner har lovet at sætte et hold sammen, som kan stå for det.

Der sker desværre af og til hærværk på lamperne. Nytårsaften blev næsten alle lamperne ødelagt, og de er nu repareret for ca. 6000 kr

Som I senere vil kunne se på vores regnskab, ville der have været underskud på driften, hvis regningen var kommet inden regnskabsafslutningen.

Vi skulle gerne have flere medlemmer og meget gerne virksomheder, som batter mere på kontingentsiden. Så gør gerne reklame for TUF til venner og naboer i Tarm.

AFSLUTNINGSVIS vil jeg gerne takke vores mange samarbejdspartnere. Uden dem ville vi ikke kunne få vores forening til at fungere:

Uhrenholt Maskinstation – Tarm Bogtryk – Bruno Green Anlægsgartner – Jakobsen El – Tarm Elværk – Bechs hotel – Landbobanken – LELY

Steen Rosby

Årsberetning 2021

Udgivet den 5. oktober 2021

Beretningen bliver længere end normalt, dels fordi det er længe siden, vi sidst har haft GF og fordi der sker rigtig meget i Tarm. Sæt jer godt til rette. Det tager 14 min og 45 s!

Det er dejligt, at vi nu kan mødes igen. Vi har ikke kunnet afholde generalforsamling i TUF siden den 21. marts 2019 pga. corona pandemien. Vi har dog udsendt nyhedsbreve 3 gange årligt til medlemmerne, så I har haft mulighed for at følge med i vores aktiviteter. Nyhedsbrevene har også været gengivet i Skjern – Tarm Ugeblad.

I foråret omdelte vi brochuren Udviklingen i Tarm By til samtlige 1900 husstande i Tarm, hvor vi orienterede om de igangværende aktiviteter.

Jeg vil i det følgende orientere om nogle af aktiviteterne siden sidst og de forskellige arbejdsgrupper vil efterfølgende fortælle om deres aktiviteter.

Vi har i perioden holdt 11 bestyrelsesmøder. Når det ikke har været muligt at holde møderne på biblioteket, har vi gjort det privat.

Bestyrelsen har bestået af Ditte Schmidt Hansen (kasserer), Mette Preddey, Morten Pind, Frank Grønhøj, Karsten Jensen (næstformand) og mig. Dorte Schmidt Hansen er udtrådt pga. tidsnød og Ejgil Carner er indtrådt som observatør. Dorte har fortsat arbejdet med Træer for Livet. Frank er for et par uger siden udtrådt af bestyrelsen pga. helbredsproblemer.

I februar 2020 fik TUF Danske Andelskassers Banks: Sammen kan vi mere Prisen 2020. Det blev vi meget glade for og stolte over, også for de 15000,- som fulgte med. Det forøgede vores kassebeholdning med 400%!!

I VEDTÆGTERNE for Tarm Udviklingsforum §2 FORMÅL er der 8 punkter listet op. I de to første formål står der, at vi skal:

  • medvirke til at udvikle Tarm som et godt sted at arbejde, bo og leve
  • at være aktiv i forbindelse med udvikling af byen

Og det er det, vi bruget det meste af vores tid på.

STOREGADE:

Arbejdsgruppen har i samarbejde med Tarm Handelsforening, RKSK, firmaet Byblomst, VM Tarm, arkitekt Bo Christensen og politiet fået etableret de første 18 plantebede. Byblomst er specialister i biodiversitet og har sammensat planterne, så de passer til det vestjyske klima og saltsprøjtet fra bilerne om vinteren. Der er indtil nu plantet 3700 stauder, og der sættes 7400 forårsblomstrende løg i de eksisterende bede, når vi i oktober/november laver de sidste 10 bede på strækningen fra Bybækken til Lønborgvej.

Vi har ikke glemt de 2 bede op mod jernbaneoverskæringen. Det kunne ikke nås inden sommerferien, og de bliver tilplantet sammen med de sidste bede i efteråret.

Der var meget tørt, da planterne blev sat i jorden i foråret. Vi fik en palletank af Uhrenholt og lånte en trailer af dem, så en gruppe på 5 mand skiftevis kunne vande hver 2. dag de første 6 uger. Jeg tror, at alle planter overlevede. Det var et stort arbejde, der tog ca. 3 timer pr gang. Bare det at fylde palletanken tog 45 minutter.

To medlemmer af TUFs bestyrelse lavede de 38 stål plantekummer, som nu står ved Kulturtagene,  rundt i byen og i Forsøgshaven.  Plantekasserne tilplantes og vedligeholdes af de erhvervsdrivende hvor de står. Området under kulturtagene bruges nu mere og mere, dels af unge om aftenen og flere gange ugentlig af ældre, som kommer med bus og nyder deres kaffe her.

De gamle nedslidte flagstænger og flag er blevet udskiftet med 50 nye i glasfiber, som nu står med vimpler, når der ikke flages. Kommunen har givet tilladelse til, at de kan stå fra forår til efterår.

Til næste år renoveres julebelysningen, og der er planlagt ny belysning i Storegade i 2022 i RKSK regi.

Pengene til arbejdet kommer fra Midler til Forskønnelse af Tarm Bymidte på 1,8 mill. fra RKSK.

VM Tarm har betalt for alle planterne i hele Storegade og har gjort det muligt at udstrække beplantningen til hele Storegade.

DEN GRØNNE KILE:

Det vil sige det gamle godsbaneområde nord for Stationen er med hjælp fra en privat sponsor og RKSKs kompetence center i 2020 blevet renset for vildtvoksende træer og buske, og de resterende træer blev beskåret. De gamle læsseramper blev helt frilagte, så man kunne se, hvordan området så ud, da det var i funktion. Gemt imellem de vildtvoksende træer var der 4 gamle lamper over læsseramperne bag ved Pakhuset. De 3, der kunne reddes, har vi med hjælp fra Skjern Tarm Rotaryklub fået renoveret af Jakobsen El, og de bliver tændt, når Pakhuset er renoveret og skal indvies.

Desværre er området ved at vokse til igen, og vi arbejder på at få det beskåret endnu en gang.

NYTÆNK TARM:

Ideen til Nytænk Tarm kom fra ”koneklubben” som de kalder sig, bestående af Hanne Laier, Eva Flodgaard, Ulla Pedersen og Karin Sølvsten. De var inspireret af borgermødet, som de arrangerede, for at bevare Tarm Bibliotek. Der blev indsamlet 3300 underskrifter i løbet af få dage og et borgermøde på Bechs Hotel samlede 300 deltagere, som mødte op for at høre politikerne fra kommunen. Resultatet var, at biblioteket blev reddet.

De bad TUF om, sammen med dem, om at arrangere Nytænk Tarm. I november 2019 var der borgermøde, hvor der kom 37 forslag til udvikling i Tarm. Den 12. marts 2020 skulle der være borgermøde på Bechs Hotel, som pga. corona ikke blev til noget. Vi foreslog den gang, at emnerne kunne tages op igen i en kommende helhedsplan, så det store arbejde ikke var forgæves.

HELHEDSPLANER FOR TARM, SKJERN OG OMRÅDET MELLEM BYERNE:

Det er nok ikke gået ubemærket hen, at vi er i gang med at lave en helhedsplan for Tarm. En helhedsplan er en plan, som på et overordnet niveau fastlægger vej- og grøn struktur, arkitektur, udbygnings- og anvendelsesmuligheder for et større område og har været gennemført i Hvide Sande, Videbæk, Ringkøbing og Kloster. Det er RKSK, som styrer og lægger personale til.

Der er tale om en plan for hver af byerne Tarm og Skjern og én for området mellem byerne.

Der har lige været afholdt et fælles Kick Off møde i Tarm idrætscenter, med 150 deltagere, som kom med mange gode forslag, der er ved at blive gennemgået af kommunens medarbejdere.

Den 28. og 29. september har der været åbne værksteder i Storegade 40 om bl.a. levende handelsliv og en attraktiv bymidte.

Hvis man går ind på: helhedsplanskjerntarm.rksk.dk kan man orientere sig om hele processen. Her finder man også en Idé Generator, hvor alle kan komme med forslag til helhedsplanerne. Her er allerede over 70 forslag.

Den 14 oktober udnævnes Lokale Nøglaktører 12-15 fra hver by, som skal arbejde videre med de planer de brænder for. Det er her det sker!!!

Hele projektet afsluttes om ca. et år.

SKJERN-TARM ENGE:

I et samarbejde mellem RKSK, lokale lodsejere, Skov- og Naturstyrelsen og Skjern

– og Tarm Udviklingsfora har vi længe været i gang med at lave nye stisystemer i Skjern Ådal mellem Tarm og Skjern. Et vest for A11 og et øst for.

Man kan nu gå fra Tarm langs Tarm Bybæk til Vestre Kvartervej (omfartsvejen), krydse denne og fortsætte langs Bybækken på diget til Grødepladsen, dvs hvor Bybækken løber ud i Søndre Parallelkanal. Herfra kan man gå på diget ved kanalen mød øst til Spritruten. Her kan man så gå mod nord til Skjern eller mod Syd til Tarm via Gjerager. Hele ruten på digerne bliver slået 3-4 gange om året. Vi havde regnet med, at det også skulle være muligt at cykle på ruten, men det er den nogle steder for smal og ujævn til. Det arbejder vi videre med.

Ligesom vi gør i et samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen med etableringen af en trampesti fra A11 til Lundenæs Broen. Herfra kan man så komme til Tarm eller Skjern.

Et af formålene med stierne er, at man ikke behøver at gå samme vej ud og hjem.

DISC GOLF:

I januar 2020 henvendte Birger sig til TUF med forslag om at lave en 9 hullers Disc golfbane i Biblioteksparken, så der kunne laves endnu et bynært aktivitetsområde i et område, hvor der ellers kun er en mindre legeplads. Han havde selv kontaktet kommunen og fået tilladelse til projektet. Vi støttede projektet med kr. 13.700 fra Byforamidlerne efter ansøgning herom. Der blev også givet støtte fra Nordea Lokal Foden, fra skolerne og fra Disc golf -Vest. Hele projektet kostede ca. Kr 50.000

Disc golf er en sport som kan nydes af børn og voksne sammen ligesom de nærliggende skoler kan bruge den i idrætsundervisningen.

Banen blev indviet i foråret 2020 og er blevet benyttet flittigt af børn og voksne, både lokale og turister de 350 dage om året, hvor der ikke er Markedsdage i Tarm.

Banen er optaget i UDisc Disc Golf appen med en rating på 3,8 ud af 5. Appen bruges af alle golfere til bl.a. at registrere point når man spiller.

Der første man ser, når man går ind på appen er, at banen ikke kan benyttes onsdage, hvor der er markedsdage. I år fra 4. august til 1. september og 20 oktober. Man kan leje udstyr i Dagli Brugsen, men ikke på markedsdage.

I 2021 er der blevet spillet ca. 4000 runder på banen, Dvs. at der i gennemsnit har været 15 personer om dagen på banen.

TRÆBROEN VED SØNDERENG:

I 2020 var den gamle træbro over Bybækken ved Søndereng ved at rådne væk og kommunen ville helt fjerne den, da man mente, at den i det daglige ikke var nødvendig.

Vi gik i dialog med kommunen og påpegede, at den på markedsdage var uundværlig. Kompromisset blev, at kommunen betalte for betonfundering og stålbrospandet, og vi aftalte med Handelsforeningen, at de betalte for rækværkerne, så nu har vi bro mange år frem.

AFSLUTNING:

Jeg blev på et tidspunkt sidste år interviewet i Radio Ådalen, hvor intervieweren, Lars Foged, spurgte, om jeg før havde deltaget i frivilligt arbejde. Efter at have tænkt lidt over det, kunne jeg svare, at det har jeg gjort det meste af livet. Lige fra elevrådsformand i gymnasiet, talsmand i militæret, grundejerforening, sejlklubben, tandlægeforeningen og nu her.

Hvorfor siger jeg nu det?

Fordi, når jeg tænker efter, tror jeg ikke, jeg har været med i noget frivilligt arbejde, hvor der er så mange, der bruger så meget af deres fritid på, at gøre deres by til et bedre sted at bo og leve i for os alle sammen. Og det er ikke bare del-eller helpensionister som mig, men også børnefamilier, som har travlt med meget andet.

Helle min hustru var i aftes i Herning til et inspirerende foredrag med overlæge/professor Bente Klarlund med titlen: Yngre med Årene, og fortæller, at der var tre ting, som er dokumenteret livsforlængende: ½ times gåtur dagligt, et glas vin ligeledes dagligt og FRIVILLIGT ARBEJDE. Det giver et kick at hjælpe andre.

Kasper Hjulmand sagde på et tidspunkt: Det er bare fodbold, men det er det alligevel ikke bare. Det er også fællesskabet-Det, der gør os til mennesker. Det er en fantastisk følelse, når man er sammen om noget.

I kan godt klappe jer selv på skulderen. Det er sejt!

Formand Steen Rosby