Tarm Udviklingsforum

Hold Grøn


Hold Grøn anno 2025

Udgivet den 4. marts 2025

Vision

Hold Grøn er en gruppe frivillige, som tager ansvar og bidrager til, at Tarm by fremstår både grønnere og skønnere. I dette fællesskab ønsker vi også at skabe nye menneskelige relationer, så flere opnår et aktivt og godt udeliv i byen.

Opstart

Hold Grøn startede i 2015 under Tarm Udviklingsforum, men blev i maj 2018 gentænkt og herefter organiseret med faste mødedatoer, samt reviderede arbejds– og ansvarsområder. Gruppen tæller pr. 1-4 2025 omkring 22 frivillige.

Hold Grøn samarbejder med Ringkøbing-Skjern Kommunes Vej og Park afdeling således, at vi som frivillige ikke overtager kommunens forpligtelser.

Hold Grøn har med glæde modtaget et tilskud på kr. 20.000 fra Ildsjælepuljen, Ringkøbing-Skjern Kommune. Det har betydet, at gruppen har sit eget budget, egne haveredskaber og en trailer til rådighed.

Arbejdsopgaver

Hold Grøn varetager f.eks. planlægning, etablering og vedligehold af små grønne oaser i byen efter aftale med Vej og Park. Dette arbejde kan eks. bestå af fjernelse af ukrudt, beskæring og nyplantning.

I øjeblikket er Hold Grøn ansvarlige for:

  • Trekant-bedet mellem det tidligere ”Radiogården” og Bachs Bageri
  • Komikhaven – Storegade 37
  • Ejner Melballes Have – bede og hæk.
  • Græs/blomsterbed ved Kulturtagene
  • Højbede ved ABC-stien
  • Tarm Bibliotek – blomsterkummer ved indgang
  • Bed med græsser på Markedspladsen
  • Blomsterbede mellem Bechs Hotel og Landbobanken
  • Forsøgshaven

Mødetid og sted

Hold Grøn mødes den 1. og d. 3. mandag i hver måned kl. 9.00 bag Landbobanken, hvor vi har vores garage med redskaber. Vi starter på Bechs Hotel hos Finn, som byder på kaffe og brød til alle. Her bringes forslag til arbejdsopgaver i spil og vi bliver enige om dagens opgaver, som klares inden middag.

Vil du være med?

Har du lyst til at være en del af Hold Grøn og få et sjovt og givende fællesskab, så kontakt os gerne. Som medlem af gruppen får man en invitation på mail nogle dage før vi mødes. Da det er frivilligt arbejde, er man ikke forpligtet til at deltage hver gang, men jo flere vi er, jo større forskel kan vi gøre for vores by – og jo sjovere er det.

Kontaktperson: Bente Vyff Petersen  bentevyff@gmail.com

Årets Forening 2019

Udgivet den 26. marts 2019

Hold Grøn er Tarms frivillige “grønne bande”, som hjælper med at forskønne de grimme ukrudtbevoksede pletter i byen.

Det er ikke kun hårdt arbejde, men også god motion og hyggeligt socialt samvær og i 2019 blev Hold Grøn kåret af Landbobanken.

Hold Grøn er i gang

Udgivet den 19. april 2016

Så er Hold Grøn gået i gang med forårsrengøringen på stien langs Bybækken bag ABC/HS.

Her første gang 19/4 var vi nødt til at ty til børnearbejde – med 5 voksne og 2 hårdtarbejdende drenge.

Håber der er et par mere, som har lyst til at give en hånd med næste gang 🙂

Hold Grøn

Søger grønne fingre

Udgivet den 12. august 2015

Hjælp os med at forskønne Tarm by! Tarm Udviklingsforum sørger frivillige til Grøn Bande, som kan hjælpe til med at forskønne de grimme pletter i vores by. Det kræver blot, at man kan afse nogle timer 3-4 gange om året.

Hold grøn har allerede været lidt i gang i Storegade her i efteråret 2015, men mangler flere medhjælpere.

Vi vil også gerne give Forsøgshaven en overhaling til foråret. Jesper har allerede lagt ud med en afrensning af skiltet, så det nu er grafittifrit – hvem har lyst til at hjælpe os videre?

Tag fat i os på info@tarmby.dk