
Udgivet den 18. marts 2026
Det er mit første år på formandsposten, og det har været en virkelig en stejl læringskurve. Heldigvis har Steen som afgående formand været en stor hjælp og støtte og hele bestyrelsen hjælper til.
Vi har en rigtig god tradition her i foreningen, så de enkelte projekter/aktiviteter fremlægger fra deres egne områder. Det gør vi igen i år.
Bestyrelsen har afholdt 7 bestyrelsesmøder. Vi har en rigtigt god bestyrelse med god stemning og engagement. Skjern Udviklingsforum har en repræsentant til vores bestyrelsesmøder og jeg sidder med til SUFs bestyrelsesmøder. En vigtig måde at holde hinanden orienteret om, hvad der sker i begge byer.
Vi deltager i byfora, som er de 5 centerbyers udviklingsforaer/borgerforeninger, som mødes i kommunen og hvor vi har en sekretær. Det er et vigtigt forum, hvor vi udveksler erfaringer, orienterer hinanden og drøfter fælles problemstillinger. I det forgange år har vi haft 3 fælles møder og et møde, hvor vi reviderede kommissoriet for Byfora. Det er et meget gavnligt forum og vi har et rigtig godt samarbejde med kommunen via byforaet. Politikerne roser vores aktiviteter og evne til at få byforamidlerne til at ”yngle”.
Vi har delt opgaverne i bestyrelsen, så vi alle har ansvarsområder. Det fungerer fint, men vi skal være mere opmærksomme på at nye medlemmer også inddrages nok.
En af vores kerneopgaver i bestyrelsen er uddeling af byforamidlerne, som er 200.000 årligt fra kommunen. Alle kan ansøge om tilskud til deres projekter/aktiviteter fra byforamidlerne. Generelt har vi været gode til at få pengene ud og arbejde. Vi er lige nu i den situation, at vi i det kommende år, 2026, ikke har penge på kontoen, men tvært imod et minus. Vi har brugt 600.000 kr., altså 3 års byforamidler til at realisere Storegade 40 projektet. Det var nødvendigt, at vi bidrog med pengene for at få statsmidlerne på ca. 960.000 kr., så vi på den måde kunne komme i gang. Byforamidlerne administreres af kommunen og ofte er vi af den grund momsfritaget.
I det forgangne år har vi støttet: den nye skulptur, Hjertet, legetårnet Tarm Skole, Furniture Station, Masken, Bogreception, Seniorfestival, Nye lamper i Melballes have, de gamle var blevet ødelagt, Team Grå med nye haveredskaber, efter de fik stjålet de gamle. Altså en stor variation af projekter og aktiviteter.
Anolditagene er blevet gjort rene, dels ved privat donation og dels har foreningen betalt et rengøringsfirma for at vaske stolperne.
Hvert år holder vi et fælles møde på Tarm bibliotek med SSP, altså skole, socialforvaltning(kommunen) og politiet. SUF deltager også. Det er godt at mødes en gang om året og få snakket om eventuelle problemstillinger. Der har indimellem været hærværk og støjproblemer med de unge. Det har været rimelig roligt de sidste par år. Vi har en god kontakt til SSP-medarbejdere og politiet, hvis vi har behov for at løse nogle problemstillinger vedr. unge.
Vi er gået med i projekt sammen med Tarm skole om at samle penge ind til et legetårn på den nye legeplads. Det koster ca. 1 mill kr. Dels har vi støttet med byforamidler og TUF har søgt fonde og fået fra Sydbank og Bork Havn festivalen. Vi går ind i projektet, fordi legepladsen også skal være byens legeplads og være åben for alle også udenfor skoletiden. Der vil også blive indrettet overdækket område, så forældre og bedsteforældre kan sidde med kaffen, mens børnene leger.
Vi passer stadig bedene i Storegade. Vi klipper ned og fjerne afklip, og vi luger for ukrudt 2 – 3 gange om året.
Den Japanske Kirsebærtræalle, er blevet helt færdig og et sponsorskilt sat op. Nu skal vi snart nyde alle de blomstrende japanske kirsebærtræer.
Flaghejsning og græsslåning i Melballes have. Byens flag bliver hejst og taget ned 26 gange om året. En lille gruppe står for den opgave. Græsset bliver slået hver uge i græsslåningsperioden i Melballes have.
Ålandet og Nationalpark Skjern Å. I den her tid foregår der mange ting i vores naturområder. Både med den grønne trepart, Ålandet, Signaturprojekt og Nationalpark Skjern Å. Det kan alt sammen få stor betydning for Tarm. Vi har givet bemyndigelse til Lars Foged, så han er vores talsmand på området, når han går til de mange møder. Han taler vores sag, og han referer tilbage til os, når der er nyheder.
Vælgermøde til kommunalvalget. Vi afholdt vælgermøde den 13. november 2025 på Bechs hotel. Vi var heldige at alle partiformændene/kvinderne deltog. Rigtig stort fremmøde, ca. 200 borgere kom og hørte på valgløfterne. Vi havde 4 temaer: aflastningscentre i Tarm nord, for at sikre gode udviklingsmuligheder i Tarm, VGTs fremtid, Åkanden, og mangel på boliger i Tarm.
Det var et rigtig godt møde og stort set alle politikere tilkendegav, at der også skal ske udvikling i Tarm og at Tarm nok har været underprioriteret gennem flere år. Men nu skal det være Tarms tur.
Planforslag vedr. aflastningsområder i Skjern og Tarm. I juli 2025 blev der sendt et planforslag vedr. aflastningscentre i Skjern og Tarm i foroffentlig høring for at indhente ideer og forslag til planen. Sammen med Tarm Handelsforening skrev vi et høringssvar, da den foreslåede udvidelse i Tarm er minimal, og gemt bagved allerede eksisterende butikker. Vi foreslog, at området nord for Nørremarksvej inddrages til aflastningscenter for udvalgsvarebutikker. Nu er det endelige planforslag så lagt frem til høring, og der er ikke ændret i områderne i Tarm. Det betyder, at området nord for Nørremarksvej ikke er med i det endelige planforslag. Vi frygter, at Tarm bliver hægtet helt af udviklingen. Der er brug for gode og attraktive rammer for udvidelse i Tarm nord. Det skal være rammer, hvor der er facader ud til ringvejen, så det er synligt. Det er tidens trend, at der bliver investeret i store udvalgsvarebutikker, så hvis vi skal være med på den udvikling, så skal politikerne give os rammerne, for at det kan ske. Vi arbejder på et høringssvar, hvor fristen er den 20. april 2026.
Samtidig holder vi møder med politikere for at redegøre for situationen i Tarm og nødvendigheden af at være med i udviklingen. Vi har holdt møde med Plan- og trafikudvalget, hvor også borgmesteren deltog. Den næste tid vil vi invitere flere politikere til Tarm. Indtil nu har vi mødt stor forståelse for vores situation, samt tilkendegivelser om, at det giver god mening at få området inddraget. TUF og Tarm Handelsforening er fuldstændig enige i dette spørgsmål og arbejder tæt sammen. Det er en politisk beslutning, når planforslaget til sidst skal godkendes i byrådet. Vi skal derfor i mest mulig dialog med politikere.
Tildeling af Landbobankens foreningspris. Skjern og Tarm udviklingsfora fik den 4. marts 2026 overrakt foreningsprisen og med den fulgte 50.000 kr. Vi fik prisen for det tætte samarbejde, som har udviklet sig gennem de sidste 8 år, anført af SUFs formand Lars Foged og TUFs formand Steen Rosby. Vi er stolte af prisen og stor tak til Landbobanken for den fine pris. Nuværende formand Bent Olsen i SUF og jeg i TUF vil føre det gode samarbejde videre.
Stor tak til alle vores samarbejdspartnere og sponsorer i lokalområdet.
Hanne Laier Thomsen
Forperson
Category: Årsberetninger
Webdesign af Preddz Design