Tarm Udviklingsforum

Nyheder


Udgivet den 25. marts 2016

Foredrag med Søren Vester

Tarm og Omegns Havekreds inviterer til foredrag med Søren Vester på Mejeriet torsdag 14. april.

Temaet på foredraget er livet i “udkants Danmark”, hvor Søren Vester fortæller om hverdagen – fælleskabet og livsglæden, som stortrives i de små landsbysamfund, hvor der er højt til både loftet og himlen.

Søren Vester foredrag


Udgivet den 16. marts 2016

Påskeæggejagt 2016

Tarm Udviklingsforum arrangerer påskeæggejagt i Forsøgshaven og på stien langs Bybækken mandag 21. marts kl. 15-16.00

Tag mor og far (eller bedsteforældrene) i hånden og kom ned og find nogle af alle de påskeæg påskeharen har været ude at gemme.

Påskeæggejagt i Tarm


Udgivet den 25. februar 2016

Referat fra Ordinær generalforsamling 2016

Valg af dirigent – Jesper Lærke

Valg af 2 stemmetællere – ikke nødvendigt

Bestyrelsens beretning – læs her

Fremlæggelse af regnskabet – v. Aage Daugaard. Lille overskud på 2.605 kr. øremærket belysning af stien langs Bækken

Valg af bestyrelse og suppleanter læs her

  • Kasserer – Claus Bundsbæk Jeppesen
  • Sekretær & presseansvarlig – Karsten Jensen
  • Medlem – Nicolai Tværvang Christiansen
  • Suppleanter: Morten Pind & Claus Meiner

Herudover kører følgende bestyrelsesmedlemmer videre fra sidste år:

  • Formand & webansvarlig – Mette Risvig Preddey
  • Næstformand – Jesper Lærke

Valg af statsautoriseret revisorfirma (hvert 2. år) – ikke nødvendigt i år

Indkomne forslag:

– forslag til vedtægtsændringer v. Mette vedtægtsændringer vedtaget

– oprettelse af fondssøgningsgruppe Karsten står i spidsen for gruppen, vi skal finde et par stykker mere, som gider hjælpe. Mette har taget kontakt til Tove og afv. svar

– hvad er TUV’s næste projekt?

  • Belysning af stien skal gennemføres i år – tovholder = Jesper (+ Mette på OK til gavlbelysning fra ABC)
  • Kontakt evt. Seniorgården eller andre re. oprettelse af “snedkerværksted” som fungerer hele året og blandt andet kan lave markedsboder til os – tovholder = Morten Pind?
  • Medindflydelse på udformning af Storegade, torv, pullerter osv. – tovholder = Jesper Lærke 
  • Spørge børn & unge i skolerne, hvad de kunne tænke sig af aktiviteter i byen – tovholder = Nicolai
  • Påskeevent, påskeæggejagt på stien langs Bybækken – Tovholder = skal Mette og Karsten evt. tage den videre?
  • Dyrlægegrunden – tovholder = Aage + Nicolai
  • Stationsbygningen – tovholder = Aage
  • Running challenge 30/4 – hvad skal vi?
    • Kan vi låne TIF telt + borde & stole gratis? Tovholder = Morten Pind
    • Vil middelalderfolket lave bod med dabs? Tovholder = Claus Meiner
    • Evt. Skjern Å bitter? Tovholder = Claus Meiner
    • Musik? Tovholder = vil Karsen undersøge?
    • Øl, måske et af bryghusene kan stå sammen med os i teltet, så vi er fri for at søge bevilling? Tovholder = ?
    • Salg af pølser & brød? Tovholder = vil Morten undersøge?

– dato for næste møde (før Running Challenge) Vil sekretær Karsten Jensen doodle os? 

Evt.

Claus Meiner pointerede væsentligheden i, at vi holder øje med de politiske dagsordener, så vi fanger ting som f.eks. planerne med Genbrugspladsen i opløbet.

Mette fremlagde projektoplæg for åbning mellem Storegade og markedet.


Udgivet den

Årsberetning 2016

Ved ordinær generalforsamling 24. februar 2016

Der er gået endnu et år i Tarm Udviklingsforum og det er tid til at gøre lidt status.

I vores vedtægter står der blandt andet at Udviklingsforummet skal ”medvirke til at udvikle Tarm, som et godt sted at arbejde, bo og leve”

Politikerne snakker så meget om økonomisk vækst, men glemmer nogle gange at økonomien og velstanden i sig selv ikke er målet – men snarere midlet. Målet skulle meget gerne være den menneskelige trivsel – et godt liv er ikke nødvendigvis lig med penge og berømmelse, men i langt større grad gode relationer. Vi skal ikke være ensomme. Og jeg tænker, at udviklingsforummet på mange måder er med til, for at bringe folk i Tarm sammen – vi skaber:

  • RUM (Hundeskov & Forsøgshave) hvor folk kan mødes
  • FORBINDELSER (stien langs bækken) som åbner op og bringer folk tættere på hinanden
  • Sociale EVENTS hvor vi kan møders og som bringer liv og aktivitet til byen

Hvor vi før har fokuseret meget på at skabe Rum og Forbindelser, som f.eks. Forsøgshaven i 2012 og stien langs Bybækken i 2014, har aktiviteterne i 2015 været mere event-orienterede.

Den 30. oktober holdt vi piv-uhyggelig Halloween på spøgelsesstien, hvor der var en helt fantastisk tilslutning fra både børn, der havde taget mor og far i hånden, samt fra frivillige og ABC, der var søde at lægge strøm til – og vi fik tilmed samlet lidt penge sammen til belysning af stien.

I december stod den på god gammeldags julestemning og hygge til julemarkedet i Storegade, ligeledes med en fantastisk opbakning fra borgerne i Tarm og fra vores butikker og virksomheder, som med sponsorater gjorde, at der var både telt, musik, gratis popcorn, underholdning fra julemanden og hans lille hest og gratis køretur med hestevognen.

Vi har været gode til at skabe kendskab og få inviteret folk med – der er det sidste år blevet arbejdet meget med både facebook, hjemmeside og nyhedsbrev og der er stablet et samarbejde i gang vedr. de elektroniske tavler eller byporte, som skal informere om arrangementer bredt i kommunen.

Tarm er desværre ikke lille nok til, at vi endnu har indset, at vi er nødt til selv at kæmpe for at få tingene til at ske (noget man i de mindste byer har vidst i længe), så det er vores fornemmeste opgave, at få gjort Tarm opmærksom på, at der altså ikke kommer nogen og køber hvid maling og fører penslen for os, når husene i Storegade skal males hvide og det der grønne – det er altså heller ikke en mand fra kommunen, som kommer og planter det – men med lidt held, er der måske nogle frivillige i byen, som gider bruge tid og kræfter på at sende en ansøgning af sted om støtte.

Selvfølgelig skal de ydre rammer være i orden og vi skal ikke finde os i, at man fra kommunal side bliver ved med at lukke det hele ned – før var det biblioteket og rådhuset og lige nu er det jo så genbrugspladsen, der har stået for skud. Men dét sagt, så bliver det altså ikke kommunen, som på magisk vis kommer og redder vores by.  De kan skabe rammerne – men indholdet er vi derimod selv nødt til at fylde i.

Vi er nødt til at vise kommunen, at vi kan løfte noget af det her selv – for hvis vi først selv kæmper for sagen og stiller med fx fondsmidler, så har kommunen klart større incitament til at hjælpe os det sidste stykke – især hvis vi står sammen. Og der er vi jo nået et langt stykke hen ad vejen med oprettelse af det nye Tarm Lokalråd, hvor byens foreninger er samlet og kan bakke hinanden op.

Hvis vi også skal kikke lidt frem, er der allerede mange ting på tegnebrættet for 2016:

  • ABC forventer at få malet facaden ned til bækken inden sommerferien, hvorefter vi skal have sat gang i udsmykningen og belysningen.
  • Kommunens vejafdeling forventer ligeledes, at der kommer en bro over banen ude ved viadukten inden sommerferien
  • Hold Grøn
  • Vi har både halloween og julemarked som tåler gentagelse
  • Arbejde med stisystemet mellem Tarm og Skjern på østsiden af hovedvejen
  • Arbejde med digitale byporte/infotavler
  • Mulighed for etablering af et grønt område på Dyrlægegrunden, i forbindelse med at forsyningen vil etablere et regnvandsbassin
  • Arbejde videre med at skabe en åbning mellem markedspladsen og Storegade

Der er nok at tage fat på og det er glædeligt, at der er flere og flere, som gider tage del i arbejdet.

Tarm Udviklingsforum v/ formand Mette Preddey


Udgivet den 24. februar 2016

Ny bestyrelse i Tarm Udviklingsforum

Ved ordinær generalforsamling 24. februar 2016 indgik følgende nye medlemmer i bestyrelsen:

  • Claus Bundsbæk Jeppesen
  • Karsten Jensen
  • Nicolai Tværvang Christiansen
  • Morten Pind – suppleant

Eigil Carner Nielsen og Aage Daugaard træder ud af bestyrelsen, mens Claus Meiner bliver som suppleant.

Regnskab blev fremlagt af Aage Daugaard og udviklingsforum kommer ud af 2015 med et lille overskud på 2.605 kr, som er øremærket til belysning af stien langs Bybækken.

Læs Årsberetningen 2015