Tarm Udviklingsforum

Årsberetninger


Årsberetning 2021

Udgivet den 5. oktober 2021

Beretningen bliver længere end normalt, dels fordi det er længe siden, vi sidst har haft GF og fordi der sker rigtig meget i Tarm. Sæt jer godt til rette. Det tager 14 min og 45 s!

Det er dejligt, at vi nu kan mødes igen. Vi har ikke kunnet afholde generalforsamling i TUF siden den 21. marts 2019 pga. corona pandemien. Vi har dog udsendt nyhedsbreve 3 gange årligt til medlemmerne, så I har haft mulighed for at følge med i vores aktiviteter. Nyhedsbrevene har også været gengivet i Skjern – Tarm Ugeblad.

I foråret omdelte vi brochuren Udviklingen i Tarm By til samtlige 1900 husstande i Tarm, hvor vi orienterede om de igangværende aktiviteter.

Jeg vil i det følgende orientere om nogle af aktiviteterne siden sidst og de forskellige arbejdsgrupper vil efterfølgende fortælle om deres aktiviteter.

Vi har i perioden holdt 11 bestyrelsesmøder. Når det ikke har været muligt at holde møderne på biblioteket, har vi gjort det privat.

Bestyrelsen har bestået af Ditte Schmidt Hansen (kasserer), Mette Preddey, Morten Pind, Frank Grønhøj, Karsten Jensen (næstformand) og mig. Dorte Schmidt Hansen er udtrådt pga. tidsnød og Ejgil Carner er indtrådt som observatør. Dorte har fortsat arbejdet med Træer for Livet. Frank er for et par uger siden udtrådt af bestyrelsen pga. helbredsproblemer.

I februar 2020 fik TUF Danske Andelskassers Banks: Sammen kan vi mere Prisen 2020. Det blev vi meget glade for og stolte over, også for de 15000,- som fulgte med. Det forøgede vores kassebeholdning med 400%!!

I VEDTÆGTERNE for Tarm Udviklingsforum §2 FORMÅL er der 8 punkter listet op. I de to første formål står der, at vi skal:

  • medvirke til at udvikle Tarm som et godt sted at arbejde, bo og leve
  • at være aktiv i forbindelse med udvikling af byen

Og det er det, vi bruget det meste af vores tid på.

STOREGADE:

Arbejdsgruppen har i samarbejde med Tarm Handelsforening, RKSK, firmaet Byblomst, VM Tarm, arkitekt Bo Christensen og politiet fået etableret de første 18 plantebede. Byblomst er specialister i biodiversitet og har sammensat planterne, så de passer til det vestjyske klima og saltsprøjtet fra bilerne om vinteren. Der er indtil nu plantet 3700 stauder, og der sættes 7400 forårsblomstrende løg i de eksisterende bede, når vi i oktober/november laver de sidste 10 bede på strækningen fra Bybækken til Lønborgvej.

Vi har ikke glemt de 2 bede op mod jernbaneoverskæringen. Det kunne ikke nås inden sommerferien, og de bliver tilplantet sammen med de sidste bede i efteråret.

Der var meget tørt, da planterne blev sat i jorden i foråret. Vi fik en palletank af Uhrenholt og lånte en trailer af dem, så en gruppe på 5 mand skiftevis kunne vande hver 2. dag de første 6 uger. Jeg tror, at alle planter overlevede. Det var et stort arbejde, der tog ca. 3 timer pr gang. Bare det at fylde palletanken tog 45 minutter.

To medlemmer af TUFs bestyrelse lavede de 38 stål plantekummer, som nu står ved Kulturtagene,  rundt i byen og i Forsøgshaven.  Plantekasserne tilplantes og vedligeholdes af de erhvervsdrivende hvor de står. Området under kulturtagene bruges nu mere og mere, dels af unge om aftenen og flere gange ugentlig af ældre, som kommer med bus og nyder deres kaffe her.

De gamle nedslidte flagstænger og flag er blevet udskiftet med 50 nye i glasfiber, som nu står med vimpler, når der ikke flages. Kommunen har givet tilladelse til, at de kan stå fra forår til efterår.

Til næste år renoveres julebelysningen, og der er planlagt ny belysning i Storegade i 2022 i RKSK regi.

Pengene til arbejdet kommer fra Midler til Forskønnelse af Tarm Bymidte på 1,8 mill. fra RKSK.

VM Tarm har betalt for alle planterne i hele Storegade og har gjort det muligt at udstrække beplantningen til hele Storegade.

DEN GRØNNE KILE:

Det vil sige det gamle godsbaneområde nord for Stationen er med hjælp fra en privat sponsor og RKSKs kompetence center i 2020 blevet renset for vildtvoksende træer og buske, og de resterende træer blev beskåret. De gamle læsseramper blev helt frilagte, så man kunne se, hvordan området så ud, da det var i funktion. Gemt imellem de vildtvoksende træer var der 4 gamle lamper over læsseramperne bag ved Pakhuset. De 3, der kunne reddes, har vi med hjælp fra Skjern Tarm Rotaryklub fået renoveret af Jakobsen El, og de bliver tændt, når Pakhuset er renoveret og skal indvies.

Desværre er området ved at vokse til igen, og vi arbejder på at få det beskåret endnu en gang.

NYTÆNK TARM:

Ideen til Nytænk Tarm kom fra ”koneklubben” som de kalder sig, bestående af Hanne Laier, Eva Flodgaard, Ulla Pedersen og Karin Sølvsten. De var inspireret af borgermødet, som de arrangerede, for at bevare Tarm Bibliotek. Der blev indsamlet 3300 underskrifter i løbet af få dage og et borgermøde på Bechs Hotel samlede 300 deltagere, som mødte op for at høre politikerne fra kommunen. Resultatet var, at biblioteket blev reddet.

De bad TUF om, sammen med dem, om at arrangere Nytænk Tarm. I november 2019 var der borgermøde, hvor der kom 37 forslag til udvikling i Tarm. Den 12. marts 2020 skulle der være borgermøde på Bechs Hotel, som pga. corona ikke blev til noget. Vi foreslog den gang, at emnerne kunne tages op igen i en kommende helhedsplan, så det store arbejde ikke var forgæves.

HELHEDSPLANER FOR TARM, SKJERN OG OMRÅDET MELLEM BYERNE:

Det er nok ikke gået ubemærket hen, at vi er i gang med at lave en helhedsplan for Tarm. En helhedsplan er en plan, som på et overordnet niveau fastlægger vej- og grøn struktur, arkitektur, udbygnings- og anvendelsesmuligheder for et større område og har været gennemført i Hvide Sande, Videbæk, Ringkøbing og Kloster. Det er RKSK, som styrer og lægger personale til.

Der er tale om en plan for hver af byerne Tarm og Skjern og én for området mellem byerne.

Der har lige været afholdt et fælles Kick Off møde i Tarm idrætscenter, med 150 deltagere, som kom med mange gode forslag, der er ved at blive gennemgået af kommunens medarbejdere.

Den 28. og 29. september har der været åbne værksteder i Storegade 40 om bl.a. levende handelsliv og en attraktiv bymidte.

Hvis man går ind på: helhedsplanskjerntarm.rksk.dk kan man orientere sig om hele processen. Her finder man også en Idé Generator, hvor alle kan komme med forslag til helhedsplanerne. Her er allerede over 70 forslag.

Den 14 oktober udnævnes Lokale Nøglaktører 12-15 fra hver by, som skal arbejde videre med de planer de brænder for. Det er her det sker!!!

Hele projektet afsluttes om ca. et år.

SKJERN-TARM ENGE:

I et samarbejde mellem RKSK, lokale lodsejere, Skov- og Naturstyrelsen og Skjern

– og Tarm Udviklingsfora har vi længe været i gang med at lave nye stisystemer i Skjern Ådal mellem Tarm og Skjern. Et vest for A11 og et øst for.

Man kan nu gå fra Tarm langs Tarm Bybæk til Vestre Kvartervej (omfartsvejen), krydse denne og fortsætte langs Bybækken på diget til Grødepladsen, dvs hvor Bybækken løber ud i Søndre Parallelkanal. Herfra kan man gå på diget ved kanalen mød øst til Spritruten. Her kan man så gå mod nord til Skjern eller mod Syd til Tarm via Gjerager. Hele ruten på digerne bliver slået 3-4 gange om året. Vi havde regnet med, at det også skulle være muligt at cykle på ruten, men det er den nogle steder for smal og ujævn til. Det arbejder vi videre med.

Ligesom vi gør i et samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen med etableringen af en trampesti fra A11 til Lundenæs Broen. Herfra kan man så komme til Tarm eller Skjern.

Et af formålene med stierne er, at man ikke behøver at gå samme vej ud og hjem.

DISC GOLF:

I januar 2020 henvendte Birger sig til TUF med forslag om at lave en 9 hullers Disc golfbane i Biblioteksparken, så der kunne laves endnu et bynært aktivitetsområde i et område, hvor der ellers kun er en mindre legeplads. Han havde selv kontaktet kommunen og fået tilladelse til projektet. Vi støttede projektet med kr. 13.700 fra Byforamidlerne efter ansøgning herom. Der blev også givet støtte fra Nordea Lokal Foden, fra skolerne og fra Disc golf -Vest. Hele projektet kostede ca. Kr 50.000

Disc golf er en sport som kan nydes af børn og voksne sammen ligesom de nærliggende skoler kan bruge den i idrætsundervisningen.

Banen blev indviet i foråret 2020 og er blevet benyttet flittigt af børn og voksne, både lokale og turister de 350 dage om året, hvor der ikke er Markedsdage i Tarm.

Banen er optaget i UDisc Disc Golf appen med en rating på 3,8 ud af 5. Appen bruges af alle golfere til bl.a. at registrere point når man spiller.

Der første man ser, når man går ind på appen er, at banen ikke kan benyttes onsdage, hvor der er markedsdage. I år fra 4. august til 1. september og 20 oktober. Man kan leje udstyr i Dagli Brugsen, men ikke på markedsdage.

I 2021 er der blevet spillet ca. 4000 runder på banen, Dvs. at der i gennemsnit har været 15 personer om dagen på banen.

TRÆBROEN VED SØNDERENG:

I 2020 var den gamle træbro over Bybækken ved Søndereng ved at rådne væk og kommunen ville helt fjerne den, da man mente, at den i det daglige ikke var nødvendig.

Vi gik i dialog med kommunen og påpegede, at den på markedsdage var uundværlig. Kompromisset blev, at kommunen betalte for betonfundering og stålbrospandet, og vi aftalte med Handelsforeningen, at de betalte for rækværkerne, så nu har vi bro mange år frem.

AFSLUTNING:

Jeg blev på et tidspunkt sidste år interviewet i Radio Ådalen, hvor intervieweren, Lars Foged, spurgte, om jeg før havde deltaget i frivilligt arbejde. Efter at have tænkt lidt over det, kunne jeg svare, at det har jeg gjort det meste af livet. Lige fra elevrådsformand i gymnasiet, talsmand i militæret, grundejerforening, sejlklubben, tandlægeforeningen og nu her.

Hvorfor siger jeg nu det?

Fordi, når jeg tænker efter, tror jeg ikke, jeg har været med i noget frivilligt arbejde, hvor der er så mange, der bruger så meget af deres fritid på, at gøre deres by til et bedre sted at bo og leve i for os alle sammen. Og det er ikke bare del-eller helpensionister som mig, men også børnefamilier, som har travlt med meget andet.

Helle min hustru var i aftes i Herning til et inspirerende foredrag med overlæge/professor Bente Klarlund med titlen: Yngre med Årene, og fortæller, at der var tre ting, som er dokumenteret livsforlængende: ½ times gåtur dagligt, et glas vin ligeledes dagligt og FRIVILLIGT ARBEJDE. Det giver et kick at hjælpe andre.

Kasper Hjulmand sagde på et tidspunkt: Det er bare fodbold, men det er det alligevel ikke bare. Det er også fællesskabet-Det, der gør os til mennesker. Det er en fantastisk følelse, når man er sammen om noget.

I kan godt klappe jer selv på skulderen. Det er sejt!

Formand Steen Rosby

Årsberetning 2020

Udgivet den 1. marts 2020

Corona

Årsberetning 2019 mangler

Udgivet den 21. marts 2019

Årsberetning 2018 mangler

Udgivet den 22. februar 2018

Årsberetning 2017

Udgivet den 12. februar 2017

Årsberetning v. formand Mette Preddey på ordinær generalforsamling i Tarm Udviklingsforum torsdag 26. januar kl. 19-21.00.

I reference til et læserbrev jeg havde i Dagbladet i går, så er Tarm, så vidt vi da ved, stadig en af Ringkøbing-Skjern kommunes 5 centerbyer, men hvad er det helt nøjagtigt, vi har tilbage, som gør os til Centerby, andet end blot benævnelsen?

Kommunekontoret er jævnet med jorden og jeg tænker bestemt ikke, at vi selv føler os som værende med i den eksklusive klub. Vi er ikke længere en af ”de store”, som ikke behøver kæmpe for umiddelbar overlevelse – og modsat er vi ikke lille nok til endnu helt at have forstået det – eller til at kunne nyde godt af de økonomiske tilskud, som følger med.

Midtimellem kan være et svært sted at befinde sig.

Vi er med vores ca. 4.000 indbyggere kun næsten en landsby og kan kun næsten søge de midler, der er at hente for landsbyerne og folk har stadig en tendens til at læne sig tilbage og vente på, at kommunen kommer og ordner det hele, for ”vi betaler jo skat og har ret til den service!

Sådan er det bare ikke længere i dagens Danmark og vi må derfor, i Tarm, tit se os overhalet af mindre landsbyer, som virkelig sparker røv, når det gælder lokalt engagement og viljen til at yde en ekstra skærv eller hjælpende hånd til byens fælles bedste. De har jo for længst indset, at de er nødt til det – OG de har mulighed for at få andel i midler og hjælp, som kun er til rådighed for landsbyerne.

Men når jeg ser tilbage på 2016 i Udviklingsforums regi, så begynder folk lige så stille at få øjnene op for, at det er os selv, der skal hjælpe til, hvis byen skal være et fedt sted at bo. Vi har fx haft frivillige, som har hjulpet med at lave julehytter og folk der har doneret ting og ageret skræmmere til Halloween på Spøgelsesstien langs Bybækken. På samme sti har ABC været vildt behjælpsomme – var det ikke for dem (og kommunen) havde vi ikke fået opsat lamper dernede. Virksomhederne har også været gode til at bakke op om julemarkedet i Storegade og vi er vildt taknemmelige for de sponsorater vi fik; jem & fix sponserede materialer til to hytter, Handelsforeningen til den tredje, Landbobanken sponserede juletræ, underholdning og godteposer, Orla Hansen hestevognskørsel, Andelskassen gratis popcorn og Kaj Lauritsen hjælper med lagerplads til opmagasinering af træhytterne.

Det er muligt, at Tarm ikke kan mønstre frivillige donationer i millionklassen, men vi bevæger os i den rigtige retning og dét skaber sammenhold.

Noget af det TUF’s har kæmpet med siden start for godt 10 år siden, er at skabe en grøn stiforbindelse mellem Idrætscentret og Plantagen i øst og Skjern enge i Vest og der må man jo sige, at vi i 2016 nåede et stort skridt videre med etablering af den nye gang- og cykelsti ved viadukten og også med opsætning af lys på stien langs Bybækken – hvor vi jo for øvrigt også snart får hængt kunst op – Kommunens Kunstudvalg har bevilget os penge til 5 trykte bannere, som kommer op på ABC gavlene dernede i løbet af foråret. Projektet foregår i samarbejde med Blåkilde efterskole, som har lavet en super fin fotoserie; ”Rygblikke”, hvor de har projekteret deres egne øjne op mod ryggen og taget nogle flotte farverige fotos.

Og så får vi jo også en lille fin ekstra krølle på stiforbindelsen med søen nede på Dyrlægegrunden (forsyningen; regnvandsopsamling) hvor TUF har presset på for, at der kommer en sti rundt om søen med forbindelse til det eksisterende stisystem dernede + bænke.

Næste etape af stiforbindelsen øst-vest må jo så være at få åbnet op mellem Markedspladsen og Storegade, som vi har snakket om i rigtig lang tid efterhånden – men måske skal vi i virkeligheden starte med en nytænkning af hovedgaden, så der er noget at trække markedsgæsterne op til? Hovedgaden er et projekt, som en lille håndfuld frivilligt fra bla. TUF + Tarm Lokalråd har arbejdet rigtig meget med det sidste år og vi er klar til at præsentere en helhedsplan for kommunen, hvor en masse spændende projekter er tænkt ind. Blandt andet med en fremtidssikret hovedgade, hvor man ikke desperat klamrer sig fast til en gammeldags romantisk forestilling om specialbutikker, hvis de alligevel ikke er levedygtige. Men i stedet en grøn bymidte, som vi kan være stolte af (ikke faldefærdige huse og tomme butikker, men flotte hvide facader og grønt som det dominerende) og har lyst til at opholde os i (ingen Briankørsel, men en gade som er domineret af mennesker mere end biler).

Der er rigtig mange gode projekter i støbeskeen for 2017.

Generelt om TUF

Nu når der er en del nye tilstede her, vil jeg godt lige forklare lidt mere om, hvordan vi arbejder og hvorfor vi gerne vil have flere med.

Udover en lille håndfuld folk, som har været tilknyttet nogle af vores arbejdsgrupper, så består Tarm Udviklingsforum lige nu kun aktivt af bestyrelsen + to suppleanter og Aage Daugaard. Bestyrelsen er 5 personer; jeg selv, (der pt. sidder som formand og er på valg, da jeg har været med i bestyrelsen i 2 år), Jesper Lærke der er næstformand og også på valg, Claus Jeppesen der er vores kasserer, Karsten Jensen som er presseansvarlig og Nicolai Tværvang. De to suppleanter er Morten Pind og Claus Meiner, der også er på valg (som suppleant sidder man kun for et år ad gangen) og så er der Aage Daugaard, som tidligere var med i bestyrelsen og det sidste år har valgt at følge med på sidelinjen.

Alt det vi sætter i gang – Hundeskoven, Forsøgshaven, Stien langs Bybækken, Halloween, Julemarked, Påskeæggejagt osv. bliver sat i gang, fordi der er en af os (eller vores forgængere) der har fået en god idé og brænder så meget for den,  at man er villig til selv at kæmpe for at føre det ud i livet.  Dvs. man er tovholder på sine egne projekter, men har samtidig opbakning og hjælp fra resten af TUF. Det hjælper ikke meget med en masse gode idéer, hvis ikke man selv er med til at løfte dem – så kan vi blive ved med at snakke om det i al evighed uden der sker noget.

For at projekterne kan lade sig gøre, skal der først tit skrabes nogle penge sammen – vi har, som udgangspunkt,  ingen penge på kistebunden, så vi skal ud at søge fonde, kommunale midler, tigge hos de lokale virksomheder og borgere, før vi overhovedet kan begynde.

Tit har vi også selv lagt ud og bagefter stået og solgt kaffe & kage eller gløgg & æbleskiver, for at få tingene til at løbe rundt og det er også lidt derfor vi på det seneste har været ude på facebook og be’ Tarm om hjælp – så vi i det mindste kan have bare en lille smule startkapital.

Tingene, vi sætter i gang, kræver også, at vi selv lægger en masse armkræfter i det – vi har fx været nede på stien og beskære træer + nogle af os har været rundt i byen og fjerne ukrudt, vi har stået i bod, lavet kister og rekvisitter til halloween og sågar været klædt ud og skræmt livet af små børn 🙂

Der er også en masse (mere skrivebordsagtig) arbejde i at minde kommunen om, at vi er her – fx rykke for etablering af stien ved viadukten og rundt om søen på Dyrlægegrunden. Vi holder øje med dagsordener og referater fra udvalgsmøderne i kommunen, hvis der er noget som vedrører os i Tarm – fx Genbrugspladsen nedlægges? Hvor vi så kan være med til at råbe vagt i gevær til lokalpolitikerne, pressen, facebook og kommunen.

Herudover skal der jo også skrives mødereferater, nyhedsbreve og facebookindlæg og opdateres hjemmeside, så Tarm følge med i, hvad der foregår og forhåbentlig engageres. Vi bliver også ofte inviteret med til møder; alle mulige kommunale og lokale initiativer + Lokalrådsmøder.

Og når man skal alt det, er 8 mennesker bare ikke ret meget. Så vi håber, at nogle af jer kan have lyst til at være med – enten som bestyrelsesmedlem eller suppleant – men ikke nødvendigvis, for vi mangler mindst ligeså meget folk, som vil hjælpe til i vores arbejdsgrupper og man er faktisk også altid velkommen til at komme med til møderne.

Da man i sin tid (2006) dannede TUF var der mest fokus på fysiske projekter så som Hundeskoven, Forsøgshaven og senere stien langs Bækken. De sidste par år har der derimod mere været fokus på Events – lidt ud fra den tanke, at det ikke hjælper at lave en masse fine parker og byrum, hvis ikke man også formår at får trukket folk ud af husene og hen til stederne.

I dag kører vi Events sideløbende med konkrete byfornyelses/forskønnelses-projekter.

Den måde vi typisk arbejder på er, at der bliver nedsat en arbejdsgruppe for hver af de konkrete Events eller Projekter vi laver – med et bestyrelsesmedlem som tovholder. Arbejdsgruppen opløses igen, når projektet er fuldført.

Event Arbejdsgrupper:

1)   Halloween (Mette, Morten, Nicolai)

2)   Julemarked (Jesper, Mette, Per, Bente, Eva Mejeriet)

3)   Påskeæggejagt? Er der noget som vil tage den op i år?

4)   Andre spæde idéer: udebiograf, pop-up fest m. fælles grill og musik i Forsøgshaven…

Projekt Arbejdsgrupper:

5)   Storegade (Jesper, Morten, Lotte, Gunnar Thorup, Tina Birkeholm) – delprojekter

6)   FDB/Børge Mogensen/Tarm Stole- & Møbelfabrik museum (Mette, Lotte, Gunnar)

7)   Stranden – hvem har lyst? (Bente Vyff, Eva, Gunnar..)

Velkomstambassadører

8)   Ny arbejdsgruppe, som skal være med til at byde ny-tilflyttere velkomne til Tarm (Projekt søsat af Kommunen. Bente Nørrum er koordinator)

Det er mit spinkle håb, at vi kan få nok frivillige med til også at danne 3 overordnede supportgrupper, hvor der som min. er ét bestyrelsesmedlem med i hver gruppe, men som fungerer lidt sideløbende med selve bestyrelsen.

Support Arbejdsgrupper:

1)   Økonomi – fondssøgning + kommunale midler + lokale virksomheder, banner reklamer, tænk kreativt

2)   Markedsføring – facebook, nyhedsbreve, pressemeddelelser, fotos/Instagram…

3)   Hands on – praktiske arbejde, Hold Grøn, stille op til halloween, julehytter osv…

Vi vil gerne opfordre folk til at melde sig – og lover ikke at tage hele armen 🙂