Tarm Udviklingsforum

Årsberetninger


Årsberetning 2016

Udgivet den 25. februar 2016

Ved ordinær generalforsamling 24. februar 2016

Der er gået endnu et år i Tarm Udviklingsforum og det er tid til at gøre lidt status.

I vores vedtægter står der blandt andet at Udviklingsforummet skal ”medvirke til at udvikle Tarm, som et godt sted at arbejde, bo og leve”

Politikerne snakker så meget om økonomisk vækst, men glemmer nogle gange at økonomien og velstanden i sig selv ikke er målet – men snarere midlet. Målet skulle meget gerne være den menneskelige trivsel – et godt liv er ikke nødvendigvis lig med penge og berømmelse, men i langt større grad gode relationer. Vi skal ikke være ensomme. Og jeg tænker, at udviklingsforummet på mange måder er med til, for at bringe folk i Tarm sammen – vi skaber:

  • RUM (Hundeskov & Forsøgshave) hvor folk kan mødes
  • FORBINDELSER (stien langs bækken) som åbner op og bringer folk tættere på hinanden
  • Sociale EVENTS hvor vi kan møders og som bringer liv og aktivitet til byen

Hvor vi før har fokuseret meget på at skabe Rum og Forbindelser, som f.eks. Forsøgshaven i 2012 og stien langs Bybækken i 2014, har aktiviteterne i 2015 været mere event-orienterede.

Den 30. oktober holdt vi piv-uhyggelig Halloween på spøgelsesstien, hvor der var en helt fantastisk tilslutning fra både børn, der havde taget mor og far i hånden, samt fra frivillige og ABC, der var søde at lægge strøm til – og vi fik tilmed samlet lidt penge sammen til belysning af stien.

I december stod den på god gammeldags julestemning og hygge til julemarkedet i Storegade, ligeledes med en fantastisk opbakning fra borgerne i Tarm og fra vores butikker og virksomheder, som med sponsorater gjorde, at der var både telt, musik, gratis popcorn, underholdning fra julemanden og hans lille hest og gratis køretur med hestevognen.

Vi har været gode til at skabe kendskab og få inviteret folk med – der er det sidste år blevet arbejdet meget med både facebook, hjemmeside og nyhedsbrev og der er stablet et samarbejde i gang vedr. de elektroniske tavler eller byporte, som skal informere om arrangementer bredt i kommunen.

Tarm er desværre ikke lille nok til, at vi endnu har indset, at vi er nødt til selv at kæmpe for at få tingene til at ske (noget man i de mindste byer har vidst i længe), så det er vores fornemmeste opgave, at få gjort Tarm opmærksom på, at der altså ikke kommer nogen og køber hvid maling og fører penslen for os, når husene i Storegade skal males hvide og det der grønne – det er altså heller ikke en mand fra kommunen, som kommer og planter det – men med lidt held, er der måske nogle frivillige i byen, som gider bruge tid og kræfter på at sende en ansøgning af sted om støtte.

Selvfølgelig skal de ydre rammer være i orden og vi skal ikke finde os i, at man fra kommunal side bliver ved med at lukke det hele ned – før var det biblioteket og rådhuset og lige nu er det jo så genbrugspladsen, der har stået for skud. Men dét sagt, så bliver det altså ikke kommunen, som på magisk vis kommer og redder vores by.  De kan skabe rammerne – men indholdet er vi derimod selv nødt til at fylde i.

Vi er nødt til at vise kommunen, at vi kan løfte noget af det her selv – for hvis vi først selv kæmper for sagen og stiller med fx fondsmidler, så har kommunen klart større incitament til at hjælpe os det sidste stykke – især hvis vi står sammen. Og der er vi jo nået et langt stykke hen ad vejen med oprettelse af det nye Tarm Lokalråd, hvor byens foreninger er samlet og kan bakke hinanden op.

Hvis vi også skal kikke lidt frem, er der allerede mange ting på tegnebrættet for 2016:

  • ABC forventer at få malet facaden ned til bækken inden sommerferien, hvorefter vi skal have sat gang i udsmykningen og belysningen.
  • Kommunens vejafdeling forventer ligeledes, at der kommer en bro over banen ude ved viadukten inden sommerferien
  • Hold Grøn
  • Vi har både halloween og julemarked som tåler gentagelse
  • Arbejde med stisystemet mellem Tarm og Skjern på østsiden af hovedvejen
  • Arbejde med digitale byporte/infotavler
  • Mulighed for etablering af et grønt område på Dyrlægegrunden, i forbindelse med at forsyningen vil etablere et regnvandsbassin
  • Arbejde videre med at skabe en åbning mellem markedspladsen og Storegade

Der er nok at tage fat på og det er glædeligt, at der er flere og flere, som gider tage del i arbejdet.

Tarm Udviklingsforum v/ formand Mette Preddey

Årsberetning 2015

Udgivet den 18. marts 2015

Tarm Udviklingsforum
Ordinær generalforsamling den 18. marts 2015
Formandsberetning v/Formand Mai-Britt Fredsted Christensen

Så er der gået endnu et spændende år i vores lille forening Tarm Udviklingsforum. Det har været godt år, med masser af udfordringer og spændende opgaver.

Jeg kan bla. nævne projekt ”Porten til Skjern Å”, hvor alle der har interesse i naturen imellem Tarm og Skjern blev hørt om deres ideer til naturen, og hvordan vi får mest mulig ud af den dejlige natur der ligger omkring Skjern Å. Det foregik med interview hos hver enkelt interessegruppe og derefter mødtes alle til en rigtig hyggelig felttur omkring Skjern Å og efterfølgende workshop. Det hele mundede ud i en ansøgning til Realdania, men vi fik desværre afslag. Det var et rigtig godt projekt, så jeg håber der er nogen, som vil tage det op igen.

Så skal vores bro og sti jo selvfølgelige også nævnes. Vi er rigtige glade for, at vi fik muligheden for at kunne lave en bro og sti i sådan en flot natur i vores by. En lille hyggelig gåtur langs bybækken, en forårsdag, det er hygge, det kan vi takke rigtige mange mennesker for, at det kan lade sig gøre.

Men broen og stien er jo en del af den grønne stiforbindelse fra plantagen/ Idrætscenteret til Ringvejen i Vest, som vi har som mål. Vigtig del af denne forbindelse, er sikring af viadukten over banen, hvor vi gerne ser en separat cykel og gangsti, så de farlige trafiksituationer kan undgås. Kommunen har i år sat 1.7 mio kr. af til stiforbindelser ved den nye børnehave, så vi håber en del af dette beløb vedrører trafiksikring af viadukten.

Den anden store hurdle for denne forbindelse er et gennembrud af husrækken ved Storegade, så der kan blive forbindelse langs bybækken fra bymidten til Markedspladsen. Dette ser ud til at kunne lykkes med vedtagelsen af lokalplanen for bymidten.

Det er glædeligt, at forskellige foreninger og grupperinger med Handelsforeningen i spidsen, har fundet sammen om arbejdet med at få givet bymidten et tiltrængt løft, og har stået sammen i dialogen med kommunen om den nye lokalplan, som vi ser frem til, vil blive til virkelighed.

Så det bliver et spændende år, med mange udfordringer.

”Breaking News” for vores by.

Kommunen generelt lider af befolkningstilbagegang. Fire af kommunens fem centerbyer lider af samme negative udvikling. Kun Tarm by havde stigning i folketallet fra 2013 til 2014 ifølge Danmarks Statistiks oversigt: 29 personer, drejer det sig om. De andre byer: Videbæk -27 Hvide Sande -31 Skjern -15 Ringkøbing -1

Endnu engang en stor tak til dem der har været indover projektet Broen og stien, og tak til bestyrelsen i Tarm Udviklingsforum for et rigtig godt samarbejde i året der er gået.

v/ Formand Mai-Britt Fredsted Christensen