Tarm Udviklingsforum

Tarm Lokalråd stiftende generalforsamling

Udgivet den 27. januar 2016


Husk næste møde 20. april kl. 19.00 i Mejeriet – alle er velkomne!

Foreninger i Tarm har ved møde i Tarm Idrætscenter onsdag den 27. januar 2016 stiftet:

TARM LOKALRÅD

De fremmødte var:

  • Lis Bank / Trækvarterets Beboerforening
  • Eva Sønderby / Mejeriet
  • Jesper Lærke / Tarm Udviklingsforum
  • Mette Preddey / Tarm Udvklingsforum
  • Gunnar Thorup / Kunstforum 6880
  • Magnus Kolby / Tvillingeforeningen
  • Per Østergaard / Tarm Handelsforening
  • Eigil Carner Nielsen / Tarm Idrætscenter
  • Niels Rasmussen / Kommunalbestyrelse
  • Kristian Andersen / Kommunalbestyrelse
  • Pouls Bülow / Pressen (JV)

På mødet blev følgende poster tildelt

Formand > Jesper Lærke

Næstformand > Gunnar Thorup

Sekretær > Mette Preddey

Referat for stiftende møde onsdag 27. jan 2016

  1. Valg af mødeleder Eigil Carner
  2. Godkendelse af dagsorden OK
  3. Redegørelse for Lokalrådets tilbliven – tanker bag, formål m.v 
    – Fremlægges af …
    – Debat herom
    Forum som kan skabe lokalt sammenhold og konsensus til at udtale sig på vegne af et samlet Tarm. Lokalrådet skal fungere som officiel sparringspartner/bindeled mellem borger og kommune.
  4. Tilpasning og godkendelse af vedtægter/forretningsorden
    Se de opdaterede vedtægter herunder
  5. Valg af Formand,  næstformand og sekretær
  6. Projekter til anbefaling i rådet:
    – Boligprojekt ”Gymnasieparken”
    Præsentation v. Gunnar Thorup.
    Se Prospektmappe for Gymnasieparken
    Enighed om at bakke op om Gymnasieparken
  7. Mødeplan for resten af året
    20. april kl. 19.00 i Mejeriet
    10. august kl. 19.00 hos Gunnar Thorup Parkallé 9
    26. oktober kl. 19.00 i hallen
  8. Evt.
    Søgning af fonds- & kommunale midler (evt. hjælp fra Ildsjæleakademiet?)
    Aftal møde med borgmesteren
    Kulturtaget/torv/grønne fortov
    Gennembrud fra Storegade til markedspladsen

Vedtægter/Forretningsorden for Tarm Lokalråd

§1 Navn

Rådets navn er Tarm Lokalråd.

§2 Formål

2.1. Tarm Lokalråd har til formål at:

  • vise udadtil at Tarm By står sammen om byens udvikling
  • medvirke til at udvikle Tarm som et godt sted at arbejde, bo og leve
  • tage initiativ til projekter i Tarm by
  • være bindeled mellem de folkevalgte og byens borgere, hvor dette er relevant
  • udtrykke opbakning til projekter, ansøgninger og planer, der forelægges rådet til høring/godkendelse
  • være høringspartner for alle kommunale planer og aktiviteter, der har betydning for byens udvikling
  • understøtte og formidle et godt samarbejde mellem alle foreninger i Tarm by
  • indgå i et netværk med tilsvarende råd i kommunen og i Danmark

Tarm Lokalråd er upolitisk.

§3 ”Medlemmer” og sammensætning

3.1. Rådet består af medlemmer fra byens foreninger (fortrinsvist formænd/-kvinder eller stedfortrædere for disse) – eneste krav er, at der er demokratisk valg til foreningens bestyrelse og at foreningen ikke er politisk.

Medlemskredsen udskiftes løbende, efterhånden som der er nyvalg til formandsposterne i de respektive foreninger. Ny formand for en forening indtræder i rådet i dets første møde efter formandens tiltrædelse.

Hver forening har kun én stemme.

Foreninger, der også har medlemmer udenfor Tarm by, f.eks. Skjern Tarm Industri- og håndværkerforening, repræsenteres ved et medlem, der er hjemhørende i Tarm by.

3.2. Rådet vælger på det første møde hvert kalenderår formand, næstformand og sekretær. På dette årets første møde fastlægges ligeledes mødeplanen for resten af året samt evt. første møde næste år.

3.3. De i byen valgte medlemmer af Ringkøbing-Skjern kommunalbestyrelse har mulighed for at deltage i møderne uden stemmeret.

3.4. Der er tale om åbne møder, hvor alle er velkomne (pressen, byens øvrige borgere osv.)

§ 4 Opgaver

4.1. Lokalrådets vigtigste opgave er at forholde sig til projekter, planer, ansøgninger m.v., der bliver forelagt rådet,

4.2. Alle borgere og foreninger i byen kan bede om at få projekter, planer, ansøgninger, problemstillinger i relation til byen, m.v. forelagt Lokalrådet til vurdering og evt. anbefaling. Det er rådets formandskab (formand, næstformand og sekretær), der senest en uge inden hvert møde fastsætter dagsordenen for rådets møde.

4.3. Anbefalinger skal vedtages af minimum 2/3 af de tilstedeværende medlemmer.

4.4. På rådsmøderne orienteres gensidigt om de enkelte foreningers løbende arbejde, og der orienteres om kommunale- og andre sager af interesse for rådets virke.

4.5. Lokalrådet kan nedsætte tværgående arbejdsgrupper efter behov. Disse arbejdsgrupper opløses, når opgaven er løst.

4.6. Lokalrådet arrangerer og indkalder til borgermøder ved projekter af særlig almen interesse.

§5 Finansiering

5.1. Der opkræves ikke medlemsbidrag, idet Tarm Lokalråds aktiviteter dels finansieres via de deltagende foreninger og dels af eksterne midler.

§6 Møder i Tarm Lokalråd

6.1. Tarm Lokalråd mødes fire gange om året, eller efter behov. Formanden kan indkalde til ekstra møder, såfremt der er behov herfor.

6.2. Møderne gennemføres efter denne dagsorden:

1. Godkendelse af dagsorden
2. Godkendelse af referat fra sidste møde
3. Indkomne forslag (oplistes i dagsordenen til hvert møde af formandsskabet)
4. Status fra nedsatte arbejdsgrupper
5. Gensidig orientering fra de deltagende foreninger
6. Orientering fra de deltagende byrådsmedlemmer
7. Evt.

Dagsorden udsendes til medlemmerne senest 4 hverdage inden hvert møde og lægges på internettet.

§ 7 Tegning

7.1. Tarm Lokalråd tegnes af formanden – og i dennes fravær af næstformanden.

7.2. Tarm Lokalråd kan ikke påtage sig økonomiske forpligtelser.

7.3. Sekretæren udarbejder beslutningsreferat fra hvert møde og lægger det på internettet/udsender dette til medlemmerne senest tre dage efter mødets afholdelse.

§ 8 Ændring af vedtægterne

8.1. Ændringer til denne forretningsorden kan besluttes af et flertal på 3⁄4 af de fremmødte medlemmer i et ordinært eller ekstraordinært møde i Lokalrådet.

§ 9 Opløsning

9.1. Opløsning af Tarm Lokalråd kan ske såfremt 2/3 af de tilstedeværende medlemmer stemmer for et forslag herom.

§ 10 Information

10.1. Rådets virke er tilgængeligt for offentligheden på hjemmesiden www.tarmlokalråd.dk. Sekretæren er ansvarlig for, at hjemmesiden altid er opdateret med de seneste dagsordener og referater.

10.2. Bestyrelsen er ansvarlig for at informere bredt i byen.


Category: Tarm Lokalråd